Ny videnskabelig artikel fra The Genes for Treatment (GxT) Study

Hvad kan forudsige, hvem der ikke har så stort udbytte af kognitiv adfærdsterapeutisk behandling til børn og unge med angstlidelser: En international undersøgelse

01.06.2015 | Marie Louise Ates

Foto: Jesper Rais/AU-foto

På Angstklinikken for Børn og Unge, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, deltager vi i et internationalt samarbejde med 11 forskningsklinikker i forskellige lande. Forskningsprojektet kaldes "The Genes for Treatment (GxT) Study" og har som formål at udforske, hvilken rolle genetiske, demografiske og kliniske faktorer har for udbyttet af KAT til behandling af angstlidelser hos børn og unge. Mange børn og forældre, der har været i behandling i klinikken, har bidraget med en spytprøve til DNA og med andre data til undersøgelsen, hvilket vi siger dem stor tak for. I denne første artikel fra undersøgelsen blev demografiske og kliniske prædiktorer for udbyttet af behandlingen undersøgt.

Angstlidelser er en af de hyppigste mentale lidelser hos børn og unge, og angstlidelser i barnealderen øger risikoen for udvikling af en række mentale lidelser senere i livet. Selv om kognitiv adfærdsterapi er en effektiv behandlingsform for de fleste børn og unge med angstlidelser, er der stadig ca. 40 %, som bibeholder deres diagnose efter behandlingen. Viden om, hvad der karakteriserer disse børn, ville kunne vejlede i udviklingen af mere effektive behandlingsformer for børnene.

I GxT studiet indgik data fra 1.519 børn i alderen 8-18 år med angstlidelser. Alle børnene modtog et manualiseret behandlingforløb med kognitiv adfærdsterapi, heraf 124 børn fra Angstklinikken, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet.

Hverken barnets alder eller barnets køn havde betydning for, om barnet havde gavn af behandlingen. Det tyder altså på, at barnets alder ikke har betydning for udbyttet, samt at behandlingen virker lige godt for henholdsvis drenge og piger.

Børn med socialfobi som primær diagnose havde de dårligste resultater af behandlingen, og de havde næsten dobbelt så stor risiko for stadig at have deres angstdiagnose efter behandlingen end børn med generaliseret angst. Dette resultat betyder dog ikke, at behandlingen ikke virkede på børnene med socialfobi, men blot at behandlingen var mindre effektiv end for børn med andre angstlidelser.

Vi har endnu ikke tilstrækkelig viden om, hvorfor børn med socialfobi ikke har så god effekt af f.eks. Cool Kids behandling som børn med andre angstlidelser. Det er muligt, at udvikling af behandlingsmetoder med elementer rettet specifikt mod socialfobi - som eksempelvis træning i sociale færdigheder, videofeedback og træning i at rette opmærksomheden udad - kunne øge effekten af behandlingen af denne lidelse hos børn og unge.

Børn, som ud over deres angstlidelse også var deprimerede eller havde en eksternaliserende lidelse som f.eks. ADHD eller adfærdsforstyrrelse, havde ca. dobbelt så stor sandsynlighed for fortsat at have en angstlidelse efter behandlingen, og de havde en mindre grad af symptomlindring. Der var dog tegn på, at disse børn fik det bedre over tid. Det er muligt, at disse børn tager længere tid om at komme sig, og at der måske kunne udvikles behandling, der er mere effektiv for disse børn.

Forekomsten af psykopatologi hos forældrene havde ingen betydning for, hvor mange der blev diagnosefri lige efter behandlingen, men børn af forældre med et forhøjet niveau af angst, depression og stress før behandlingen havde imidlertid mindre bedring i sværhedsgraden af angstlidelsen i opfølgningsperioden – altså fra 3 måneder til 1 år efter behandlingen. Det kunne altså tyde på, at psykologiske problemer hos forældrene har en negativ betydning for barnets angstsymptomer, efter behandlingen er afsluttet, hvor forældrene jo ikke længere modtager hjælp til deres håndtering af barnets problemer. Det er muligt, at udvikling af behandling, der i højere grad og mere specifikt støtter forældrene i hensigtsmæssig adfærd over for barnet samt hjælper dem med deres egen angst, kunne øge effekten af behandlingen. Måske ville booster sessioner efter behandlingen også have en god effekt på disse børn.

Næste trin i forskningen er at udvikle og evaluere forbedrede behandlinger for børn med angstlidelser, der er i risiko for et dårligere udbytte af behandlingen.

Læs artiklen her

Hudson JL, Keers R, Roberts S, Coleman JR, Breen G, Arendt K, Bogels S, Cooper P, Creswell C, Hartman C, Heiervang ER, Hotzel K, In-Albon T, Lavallee K, Lyneham HJ, Marin CE, McKinnon A, Meiser-Stedman R, Morris T, Nauta M, Rapee RM, Schneider S, Schneider SC, Silverman WK, Thastum M, Thirlwall K, Waite P, Wergeland GJ, Lester KJ, Eley TC: Clinical Predictors of Response to Cognitive-Behavioral Therapy in Pediatric Anxiety Disorders: The Genes for Treatment (GxT) Study. J Am Acad Child Adolesc Psychiatry 2015;54:454-463.

Psykologi