Livshistorier

 Livshistorier forstås indenfor psykologien som indre fortællinger om  vores livsforløb, der både indbefatter vores fortid, nutid og fremtid.  Livshistorier er altså ikke bare skrevne biografier, men er en del af  vores indre tankeliv. På baggrund af en proces man kalder  autobiografisk ræsonnement skaber vi mening og sammenhæng i  livshistorien. Det sker blandt andet ved at danne en tidsmæssig  ordnet fortælling med årsagsforbindelser mellem udvalgte  begivenheder og perioder i livet. For eksempel kan man forestille   sig,  at barndomsperioden i ens livshistorie fortolkes som havende  medført senere begivenheder og påvirket hvem man er som person:  ”I min barndom flyttede min familie meget rundt, og selvom det var  svært at finde sig til rette i nye omgivelser, har det helt sikkert givet mig en god evne til at danne nye venskaber”. Ved at udvælge nogle begivenheder som vigtige – og ikke andre – skaber man en fornemmelse af, hvem man er som person. Man kan altså sige, at vores livshistorier understøtter vores selvforståelse og identitet.

Livshistorier er indenfor de sidste år blevet et centralt forskningsområde i psykologien, hvor man blandt andet beskæftiger sig med hvordan vi bruger vores erindringer til at danne livshistorier, hvordan personlighed hænger sammen med livshistorier og hvornår børn bliver i stand til at danne livshistorier. I vores gruppe har vi fokus på følgende spørgsmål:

1) Hvilken rolle spiller perioder i livshistorier?

2) Hvordan hænger livshistorier sammen med psykisk trivsel? og

3) Hvad ved vi om andre menneskers livshistorier?

Du kan læse mere om de enkelte undersøgelser hvis du klikker på ”igangværende undersøgelser”.