Metodeprojektet

I 2012 lancerede Social- og Integrationsministeriet en række projekter med fokus på stofbrug. Metodeprojektet er ét af de 10 projekter, som skal bidrage til at løfte kvaliteten i den sociale behandling af brug af stoffer. Projektet påbegyndtes i 2014 og undersøger effekten af fire forskellige tilgange til misbrugsbehandling af unge mellem 15 og 25 år i ni danske kommuner. I alt deltager 460 unge, som er blevet tilfældigt fordelt til én af fire grupper. Alle deltagere i undersøgelsen tilbydes som minimum 12 samtaler, hvor en kombination af den motiverende samtale (MI) og kognitiv adfærdsterapi (KAT) udgør den gennemgående terapeutiske metode. De fire spor varierer i forhold til; længde og omfang af behandling, brug af gavekort som belønning og graden af kontakt og påmindelser imellem samtalerne. Alle unge udfylder indledningsvist UngMap, som er et screeningsredskab, der både anvendes til at identificere forskellige risikofaktorer og ressourcer hos den unge, samt identificere målene for behandling i samarbejde med den unge. Medarbejdere ved CRF gennemfører opfølgningsinterviews med de unge 3, 6, 9 og 21 måneder, efter de blev indskrevet og her anvendes spørgsmålene fra UngMap.

Udover effektmålingen af de forskellige metoder indgår i metodeprojektet også en implementeringsanalyse. Til dette formål er alle behandlingssamtaler blevet optaget på video. I analysen af tilfældigt udvalgte videosamtaler vurderes det i, hvor høj grad de terapeutiske metoder anvendes og i hvor høj grad UngMap profilen anvendes til at sætte mål for behandlingen.

Endelig indeholder projektet også en omkostningsvurdering, hvor effekterne af de forskellige behandlingsmetoder sammenholdes med de omkostninger, der kan knyttes til de enkelte metoder.

Link til BioMed register: http://www.isrctn.com/ISRCTN27473213

UngMap: http://psy.au.dk/forskning/forskningscentre-og-klinikker/center-for-rusmiddelforskning/ungmap/)

Rapport: Behandling af unge der misbruger stoffer

Tidsplan:

Projektet indledtes medio 2014 og afsluttes i 2019.

Deltagerkommuner:

Fredericia, Herning, Holbæk, Odense, Randers, Silkeborg, Svendborg, Aabenraa & Aarhus

Projektleder:

Professor Mads Uffe Pedersen

Projektmedarbejdere:

Michael Mulbjerg Pedersen, Kirsten Frederiksen, Karina Holm, Sidsel Schrøder & Sheila Jones