Konsekvenser af forældres rusmiddelbrug

Undersøgelse af, hvilke konsekvenser det har for unge, når deres forældre har et alkoholmisbrug eller stofmisbrug.

Formål

Resultaterne af dette ph.d.-projekt skal bidrage til en øget forståelse af, hvilke udfordringer, der møder unge, som vokser op med forældre, der et alkoholmisbrug eller et stofmisbrug, og hvordan det omgivende samfund såsom uddannelsessystem, kommunale familieafdelinger og behandlingsinstitutioner kan imødekomme både forældrene og de unge.

Baggrund

Tidligere forskning på området har vist, at forældres misbrug af rusmidler har sammenhæng med dårligere sundhed og trivsel hos deres børn. Dette ph.d-projekt byder ind med et omfattende datamateriale, som giver grundlag for at bidrage med ny viden om denne gruppe unge og de forskellige konsekvenser af deres forældres rusmiddelbrug.

Undersøgelsen

Til projektet anvender ph.d.-studerende Kirsten Frederiksen data fra spørgeskemaer og registre, hvor omkring 12.000 unge er identificeret, og heraf er der også spørgeskema-data på 6653 unge. Desuden er der registerdata på forældrene. Der er indhentet data fra adskillige registre omhandlende skolegang, de unges uddannelses- og arbejdsmæssige baggrund, foruden LPR (Landspatientregistret på både det somatiske og psykiatriske område), kriminalitetsregisteret og behandlingsregistrene SIB (Stofmisbrugere i behandling) og NAB (Det nationale alkoholbehandlingsregister).

Projektet løber fra 2017 og til ultimo 2021.

Finansiering

Center for Rusmiddelforskning finansierer ph.d.-projektet.

Samarbejder

Data leveres af og opbevares ved Danmarks Statistik. Desuden indgår ph.d-studerende Kirsten S. Frederiksen i en række netværk, som er relateret til forskningsområdet, såsom i referencegruppen til projektet BRUS (Børn og unge i familier med rusmiddelproblemer) og det nordiske netværk AHTO (Harms to others) ved Nordic Welfare Centre.