Udbredelsen af syntetiske cannabinoider i Danmark er begrænset

I Danmark er salg, køb og brug af syntetiske cannabinoider ikke udbredt, og der er ikke indberettet om skader i forbindelse med indtag som forgiftninger og dødsfald.

15.06.2018 | Marianne Pilegaard

Syntetiske cannabinoider er en stofgruppe, der er produceret til at efterligne effekten af cannabis. Syntetiske cannabinoider er dog ofte langt mere potente end THC, det mest psykoaktive stof i hampplanten, som påvirker ens adfærd og væremåde. På europæisk plan er der rapporteret alvorlige skader (psykose, svimmelhed, kramper og tab af bevidsthed) og dødsfald efter brug af syntetiske cannabinoider. Disse stoffer kan altså ikke direkte sammenlignes med cannabis, men da de ofte sælges som tørret plantemateriale, kan de ligne traditionel marihuana (pot).

Udbredelsen af nye psykoaktive stoffer følges tæt

Siden syntetiske cannabinoider blev observeret på det europæiske marked i 2008, har myndighederne i Danmark og andre lande i Europa fulgt med udbredelsen og brugen af syntetiske cannabinoider tæt, og stofferne beskrives af European Monitoring Centre for Drugs and Drug Addiction (EMCDDA), som den største gruppe af NPS (nye psykoaktive stoffer), som det europæiske Early Warning System lige nu overvåger.

Syntetiske cannabinoider købes mest via internettet

I Danmark er salg og brug af syntetiske cannabinoider dog ikke særligt udbredt. Det viser et trendspotterstudie, som Center for Rusmiddelforskning har gennemført sammen med Sundhedsstyrelsen, Retskemisk Afdeling i Aarhus og Retsmedicinsk Institut på Aarhus Universitet. Forskerne fandt også ud af, at i Danmark mere bliver syntetiske cannabinoider oftest købt via internettet og sjældent af stofsælgere på gaden. Det skyldes muligvis, at syntetiske cannabinoider har en ringe markedsværdi, fordi danskerne er velinformerede om stoffernes negative effekt og risiko ved at indtage dem.

Ingen særlige grupper af brugere

”På grund af den lave udbredelse i Danmark, har vi ikke kunnet identificere bestemte grupper, som bruger syntetiske cannabinoider, men der er måske en tendens til, at det mest er unge, som eksperimenterer med stoffer og festbrugere, som har prøvet det, eller at nogle særligt udsatte mennesker har denne stofgruppe som deres foretrukne stof,” siger Birgitte Thylstrup, psykolog og lektor ved Center for Rusmiddelforskning, som har været med til at lave rapporten om syntetiske cannabinoider.
”Alligevel betyder den store risiko, der er ved at bruge dem, at information og vidensdeling om syntetiske cannabinoider og om nye psykoaktive stoffer generelt er vigtig for både stofbrugere og dem, der arbejder med stofbrugere.”

Salg og brug af nye psykoaktive stoffer falder 

På europæisk plan ser det ud til at salg og brug af alle nye psykoaktive stoffer generelt falder. Sundhedsstyrelsen, som har taget initiativ til rapporten ’Syntetiske cannabinoider i Danmark’, skriver i sin pressemeddelelse 7. juni 2018: 

Antallet af nye psykoaktive stoffer (NPS), der dukker op i Europa, er fortsat faldende. I 2017 blev 52 nye stoffer påvist for første gang via EU's system for tidlig varsling. Til sammenligning blev der i 2016 registreret 66 nye stoffer og 101 i 2014.
Det viser Den Europæiske Narkotikaårsrapport 2018, som udkommer i dag fra det europæiske narkotikaovervågningscenter, EMCDDA. Årsagen til den positive faldende tendens kendes ikke, men man kan forsigtigt antage, at markedet for nye NPS har nået et vist mætningspunkt, og at ”kreativiteten” til at producere nye NPS derfor er aftagende. 
Selvom der dukker færre nye stoffer op, er det samlede antal fortsat højt, og det er vigtigt at være opmærksom på de særligt stærke stoffer, som syntetiske cannabinoider og fentanyl-analoger.

 

Læs rapporten om Syntetiske cannabinoider i Danmark

Læs om syntetiske cannabinoider i Europa i European Drug Report 2018: Trends and Developments (2018)

Læs artikel om nye psykoaktive stoffer i STOF

Lyt til artikel om nye psykoaktive stoffer i STOF

Rusmiddelforskning