Informationsmøder om MOVE – stofbehandling for unge

Socialstyrelsen holder informationsmøder om den evidensbaserede behandlingmetode MOVE for unge med stofmisbrug 5. og 7. februar 2019.

09.01.2019 | Marianne Pilegaard

Socialstyrelsen inviterer til to informationsmøder om MOVE-metodens indhold og resultater. På møderne hører I om, hvordan I kan komme i gang med at anvende MOVE i rusmiddelbehandlingen for unge, herunder muligheden for at modtage kompetenceudvikling og støtte til at implementere MOVE fra Socialstyrelsen. 

Informationsmøderne afholdes i Fredericia 5. februar 2019 og i København 7. februar 2019.

MOVE (tidligere kaldet MI/KAT-GO) er udviklet og afprøvet i samarbejde med Center for Rusmiddelforskning og ni kommuner og har vist bemærkelsesværdigt gode resultater i den individuelle stofbehandling af unge i alderen 15 til 25 år. 

MOVE bidrager til at fastholde de unge i behandling, og 50 procent af de unge er stoffri ni måneder efter indskrivning. Til sammenligning viser studier, at det gælder ca. 37 procent af de unge i anden behandling. Metoden øger desuden de unges trivsel og uddannelsesaktiviteter. De unge har også færre opmærksomhedsproblemer og begår mindre kriminalitet. 

MOVE er afprøvet i forbindelse med metodeprogrammet

MOVE er den mest effektive af fire indsatser, som blev afprøvet i forbindelse med ”Metodeprogrammet på stofmisbrugsområdet” (2014-18).
Samtalemetoderne i behandlingen er en struktureret kombination af Den Motiverende Samtale og kognitiv adfærdsterapi. Metoderne suppleres med elementer som opfølgende behandling, gavekort for fremmøde, sms-påmindelser om behandlingssamtaler, skriftlige statusbreve og behandlingsplaner, hvor behandleren og den unge sammen formulerer målene for behandlingen.

MOVE er desuden en tidsafgrænset behandling, hvor der arbejdes med systematisk screening, faste dagsordner og hjemmeopgaver. 

Læs artikel om projektet der førte til MOVE 

Praktiske informationer om informationsmøderne

Målgruppen for møderne er beslutningstagere, ledere og medarbejdere, som arbejder med rusmiddelbehandling for unge.

Sidste frist for tilmelding er 21. januar 2019. Det er gratis at deltage. 

Informationsmøde i Fredericia 5. februar – tilmelding og yderligere info: https://socialstyrelsen.nemtilmeld.dk/200/


Informationsmøde i København 7. februar – tilmelding og yderligere info: https://socialstyrelsen.nemtilmeld.dk/201/

Rusmiddelforskning