Hvad er tilværelsespsykologi

 

En god nok tilværelse. Alt efter hvor i livet vi befinder os, står vi hver især over for mange og ofte helt forskellige opgaver i forhold til tilværelsen. Nogle befinder sig komfortabelt og trygt midt i gode menneskelige fællesskaber og velfungerende sektorer i samfundet. Andre befinder sig på yderkanten og kæmper med en tilværelse, der har svært ved at tage form. Men tilværelsespsykologien baserer sig på den grundlæggende antagelse, at uanset hvilke betingelser vi har, så stræber vi alle på hver vores måde efter en god nok tilværelse - for os selv, og blandt andre.

.

.

De samme almenmenneskelige tilværelsesopgaver. Tilværelsespsykologien antager, at vi alle står over for nogle grundlæggende og fælles tilværelsesopgaver. Opgaver, som vi skal kunne håndtere, for at tilværelsen kan forme sig på en god nok måde.

Disse opgaver, tilværelsespsykologien peger på, er ikke tilfældigt valgte, men udspringer af grundlæggende forhold ved enhver form for menneskelig tilværelse (se også ”Enkelthed – men videnskabeligt funderet” – klik her). For det første er vi, hvad enten vi bryder os om det eller ej, afhængig af sameksistens med andre mennesker. Det er vi i en overfladisk forstand på den måde, at hele vores materielle livsgrundlag (mad, tøj, bolig, veje, skoler, kunst, viden etc etc) frembringes i fællesskab i samfundet. I en dybere forstand er det også sådan, at vi er vokset op i et hav af menneskeligt sprog, tanker, følelser og ideer. Vi kunne slet ikke tænke, føle eller ville noget uden menneskelig sameksistens. Vi står derfor altid i bund og grund over for tre grupper af sammenhængende tilværelsesopgaver (se også ”Sammenhæng og kompleksistet” – klik her):

A. Deltagelse som opgave. Vi har som en fundamental tilværelsesopgave, at finde en måde at deltage i det menneskelige fællesskab: (1) Vi skal alle finder måder at deltage socialt i nære fællesskaber. (2) Vi skal have vores egne rammer og interesser til at spille sammen med de samfundsmæssige omgivelser. (3) Vi er afhængige af, at der er mennesker, der tager vare om de omgivelser (samfundsmæssige, kulturelle, naturlige), som vi alle er afhængige af. I grunden har vi alle til opgave at drage en lille smule omsorg for vore omgivelser og helheden.

.

.

.

B: Realitetsafstemning som opgave. For at vores deltagelse skal kunne fungere – for os selv og andre – kan den jo ikke bare være tilfældigt konstrueret. Deltagelse må være realitetsafstemt med virkeligheden omkring os (natur, mennesker, kultur, samfund). (4) Helt grundlæggende skal vi være realitetsafstemt med virkeligheden. (5) Det, vi foretager os, skal helst gøres sådan, at det bedst muligt når de mål (store som små). Dvs. at det er en tilværelsesopgave at afstemme vores deltagelse i tilværelsen på en pragmatisk optimal måde. (6) Men vi skal ikke bare være pragmatiske for hver en pris. Der er også værdier og normer – vores egne og andres – forbundet med deltagelse i tilværelsen. Realitetsafstemning drejer sig derfor også om moralsk afstemning af den måde, man deltager på med omgivelserne.

C: Perspektivering som opgave. Vi har hver især – som alle andre – hensigter med det, vi gør. Vi ser tilværelsen på bestemte måder. Vi har hvert vores perspektiv på tilværelsen, og disse perspektiver kan være mere eller mindre lig hinanden eller forskellig fra hinanden alt efter livshistorisk baggrund, og alt efter den kultur og det samfund vi lever i. Vores perspektiver formes hele tiden på kryds og tværes af andres perspektiver. (7) Helt grundlæggende er det en tilværelsesopgave at mærke, hvordan verden fylder vores eget perspektiv med sanseindtryk. (8) Det er også en tilværelsesopgave at være opmærksom på vores eget perspektiv på tilværelsen – hvad vi selv tænker om, føler for og vil med tilværelsen. (9) Tilsvarende er det en grundlæggende tilværelsesopgave at kunne sætte sig ind i det perspektiv andre mennesker har på tilværelsen. (10) Endelig er vores verden og hele den menneskelige sameksistens jo fyldt med overordnede perspektiver: kunstneriske udtryk, videnskabelige teorier, politiske beslutninger, regler og love, som vi skal finde måder at forholde os til.

.

Kort sagt: Tilværelsespsykologien opererer med tre universelle grupper af tilværelsesopgaver med i alt 10 specifikke opgaver, som skal håndteres for at få et godt nok greb om tilværelsen.

.

De samme grundlæggende tilværelseskompetencer. For at kunne håndtere disse almene tilværelsesopgaver skal vi have nogle grundlæggende tilværelseskompetencer. Ligesom der findes grundlæggende tilværelsesopgaver, der præger enhver form for menneskelig tilværelse,  findes der tilsvarende en række tilsvarende almenmenneskelige tilværelseskompetencer, hvormed man får et godt nok greb om tilværelsen. Med andre ord, til hver af de ti grundlæggende tilværelsesopgaver, findes der tilsvarende en tilværelseskompetence til at håndtere den pågældende opgave.

.

Udvikling og dannelse af de almene tilværelseskompetencer. Disse tilværelseskompetencer kan imidlertid være mere eller mindre veludviklede hos den enkelte. Tilværelsespsykologiske metoder drejer sig om: (1) udvikling af tilværelseskompetencerne - så de praktisk set matcher tilværelsesopgaverne bedst muligt,  og (2) dannelse af tilværelseskompetencerne så de bedst muligt kan afstemmes med det sociale miljø, kulturen og samfundet.

.

.

.

De fem grundspørgsmål

De tilværelsespsykologiske arbejdsmetoder består i systematiske undersøgelser af og arbejde med den enkeltes greb om tilværelsen. Det gøres ved med en række redskaber at undersøge, udvikle og danne de bagvedliggende tilværelseskompetencer. Det centrale og gennemgående redskab er sættet med de fem grundspørgsmål, der kan stilles til tilværelsen som sådan, såvel som til hver enkelt tilværelseskompetence.

Motivation forstået tilværelsespsykologisk. Disse fem grundspørgsmål er med til at afdække motivationsprofilen: Motivation består ikke bare af hvad man vil. Ens motivation hænger også sammen med hvad man kan, hhv hvad man kan se for sig at man kan komme til at kunne. Endvidere består ens motivation ikke bare af hvad man vil og kan, men også af at man kan se for sig at der er de rette betingelser og muligheder i omverdenen til at realisere det man vil og kan. Motivationen bliver også styrket og tager form i og med at man oplever sig mødt af andre, dvs støttet, hjulpet og anerkendt for det man vil og kan. Endelig er motivation også et spørgsmål om at kunne se for sig at man kan gøre noget for - hhv er i gang med - at realisere det man vil og kan samt det man har mulighed for og bliver mødt i.

De fem grundspørgsmål og motivationsprofilen set i tilværelsespsykologiens optik

Set indefra >>>

<<< set udefra

Vil: Hvad vil man med tilværelsen? Hvad drømmer man om, hvad stræber man efter? (hensigt og egen motivation)

Kan: Hvad kan man selv gøre? Hvilke handlefærdigheder har man? Hvilken viden og information har man? (mestrende selvtillid)

Ydre muligheder: Hvad er de ydre muligheder og betingelser? Hvilke mulighedsbetingelser foreligger i omgivelserne for at forme sin tilværelse? (faktisk mulige tilværelsesbaner).

Blive mødt: Hvordan bliver man mødt af andre? (støtte, hjælp, anerkendelse)

Gør: Hvad får man rent faktisk gjort (skridt i retning af realisering)

.

(Se mere om de fem grundspørgsmål i samtaleteknisk sammenhæng under "samtaleteknik tilværelsespsykologien". Se mere om ophavsretten til de fem grundspørgsmål samme sted).

.

Tilværelseskompetencerne

Tilværelseskompetencer. Tilværelsespsykologien opererer med 10 tilværelses-kompetencer fordelt på tre grupper (A, B og C) (Beskrives nærmere nedenfor).

Har man et godt nok greb om tilværelsen, vil man være i stand til at kunne sætte alle ti kompetencer i spil alt efter relevans i forhold til givne tilværelsesopgaver. Tilværelsespsykologiske samtaleforløb træner og udvikler disse tilværelseskompetencer (se også "Sammenhæng og kompleksitet" - klik her).

.

 

 

    A: Deltagelseskompetencerne

    Deltagelseskompetencerne generelt: At have et godt nok greb om tilværelsen drejer sig om at finde sit eget ståsted (sin egen position), hvorfra man kan deltage aktivt og handle i forhold til sin egen og fælles tilværelse.


    .

     

    Kompetence 1:  Den centrerende tilværelseskompetence. Denne kompetence handler om at være i stand til at  være del af, deltage i og bidrage til ens eget personlige nære sociale netværk. Det nære sociale netværk kan bestå af familie og nære venner (herunder også for eksempel nære kolleger, studiekammerater hjælpepersonale).

    .

      

     

    Forholdene er præget af: Gensidig varme, tilknytning, sympati, interesse, anerkendelse. Endvidere af en følelse af høre til (ikke at være sat uden for dvs.udsat).

    .

    .

     

     


     

    .

    Kompetence 2: Den decentrerende tilværelseskompetence. Denne kompetence handler om at gøre brug af og være med til at opbygge, opretholde og udvikle de praktiske rammer, mål og egne interesser, som muliggør og vitaliserer et meningsfuldt liv for sig selv (evt. sammen med andre).

    .

    Rammer kan dreje sig om: Bolig, husholdning, privatøkonomi. Det kan også dreje sig om planlægning og organisering af dagligliv, arbejde eller uddannelse etc. Eller det kan dreje sig om aftale, procedurer, samarbejde, kontrakter i hverdagsliv, på arbejde og uddannelse. Endelig kan det dreje sig om egne projekter og interesser i hverdagsliv/fritid og arbejde og uddannelse.

    .

     


    .

    Kompetence 3: Den individuerede tilværelseskompetence. Handler om på en personlig måde at deltage i og bidrage til og gøre en (større eller mindre) forskel for de (lidt eller meget) større omgivelser. Det primære er på en personlig uegennyttig måde at gøre en forskel for noget, som rækker ud over egne interesser.

    .

    .

    Det kan dreje sig om: Natur og miljø, det nære nabolag (community) eller samfund. Det kan også dreje sig om frivilligt arbejde, administration, udvalg eller ledelse etc. Eller det kan dreje sig om sport, kultur, politik, alternative bevægelser, sociale forhold, tro og religion etc.

    .

    .

     

    B: Realitetsafstemmende kompetencer

    De realitetsafstemmende kompetencer generelt: At have et godt nok greb om tilværelsen drejer sig om at kunne realitetsafstemme sine tilværelsesprojekter med omgivelserne.


     

    Kompetence 4: Den umiddebart realitetsafstemmende kompetence. Denne kompetence handler om at være del af noget, optaget af noget eller i gang med noget uden samtidig at vurdere det, man foretager sig, pragmatisk eller moralsk og uden at være opmærksom på, hvad andre tænker om én.

    .

    .

     

    Det drejer sig om: At være opslugt af eller midt i noget, som er godt at gøre. Eller om en løbende bevidst praktisk operationel optimerende afstemning af egne fremgangsmåder med den praktiske virkelighed (f.eks. at holde balancen). Det kan også være at hengiver sig til noget forholder man sig til dette på en opmærksomt regulerende og realitetsafstemmende måde. Men uden at man analyserer eller kritiserer det, man er i gang med.


    Kompetence 5: Den pragmatisk realitetsafstemmende kompetence. Denne kompetence handler om at vurdere, om egen tilværelse fungerer godt nok på det praktiske plan.

    .

    .

    .

    .

    Det drejer sig om: At vurdere om det, man gør, virker efter hensigten. Dvs. at vurdere om man rent faktisk opnår de mål, man har, med den praktiske fremgangsmåde man benytter. Det centrale er her, at man stopper op for at overveje dette – ikke at man præcist kan gøre rede for, hvordan tingene fungerer.


    Kompetence 6: Den værdimæssigt/normative realitetsafstemmende kompetence. Denne kompetence handler om at vurdere, om ens egen tilværelse er i overensstemmelse med de værdier, man inderst inde selv lægger vægt på og kan stå inde for.

    .

    .

    .

    Det drejer sig om: At vurdering af om éns tilværelse eller det man foretager sig i grunden er noget, man kan stå inde for, og om det man foretager sig eller er midt i er i orden/anstændigt. Endvidere drejer det sig om at foretage en værdimæssig afstemning af egne fremgangsmåder og væremåder med den moralske og politiske virkelighed omkring én. Det centrale er, at man stopper op for at overveje – ikke at man præcist kan gøre rede for, hvad ens værdier er.

    .

    C: Perspektiverende kompetencer

    De perspektiverende kompetencer generelt: At have et godt greb om tilværelsen drejer sig om at kunne sætte sig ind i forskellige perspektiver på tilværelsen.


    Kompetence  7: Kompetence til at kunne mærke verden. Denne kompetence handler om, at man med sine sanser er opmærksom på det, som er i verden omkring en, og på hvad der sker i kroppen.

    .

    .

    .

     

    Det drejer sig om: At forholde sig åbent og opmærksomt til de sanseindtryk man får fra verden. Endvidere om at forholde sig åbent og opmærksomt til de sanseindtryk man får fra sin egen krop – hvad der sker i kroppen, hvordan den er placeret i rummet osv.

    .

    .

    .


    Kompetence  8: Kompetence til at kunne se sit eget perspektiv på tilværelsen. Denne kompetence handler om at sætte sig ind i hvad ens eget perspektiv på tilværelsen i grunden er.

    .

    .

    .

     

    Det drejer sig om: At forholde sig åbent undersøgende til, hvad man i grunden selv tænker om tilværelsen. Endvidere om at forholde sig åbent undersøgende til, hvad man i grunden selv føler omkring sin tilværelse. Og endelig om at forholde sig åbent undersøgende til, hvad man i grunden selv gerne vil med sin tilværelse.

    .

     


    Kompetence  9: Kompetence til at kunne se andres perspektiv på tilværelsen. Denne kompetence handler om at sætte sig i konkrete andre menneskers sted og se tingene og tilværelsen fra deres perspektiv.

    .

    .

    .

    Det drejer sig om: At forholde sig åbent undersøgende til, hvordan et konkret andet menneske tænker om tilværelsen. Endvidere om at forholde sig åbent undersøgende til, hvad vedkommende føler i forhold til tilværelsen. Endeligt drejer det sig om at kunne forholde sig åbent undersøgende til, hvad vedkommende vil med sin tilværelse.

    .

     


    Kompetence 10. Kompetence til at kunne se tilværelsen fra et overordnet perspektiv. Denne kompetence handler om at man sætter sig ind de overordnede perspektiver på verden og tilværelsen.

    .

    .

    .

    Det drejer sig om: At forholder sig åbent undersøgende til, hvorfor man gør, som man gør i ens netværk, kultur eller samfund. Det drejer sig endvidere om at forholder sig åbent undersøgende til de forklaringer og forståelsesmåder, som findes inden for et givet område. Endelig drejer det sig om at forholder sig åbent undersøgende til, hvordan tingene og mulighederne i ens omgivelser er indrettet, og hvordan de kan bruges.