Antropologisk Psykologi

Antropologisk Psykologi

Fra 1996 til 2009 udgav forskningsenheden Antropologisk Psykologi ved Psykologisk Institut tidsskriftet Journal of Anthropological Psychology. Artiklerne i dette tidsskrift er grundet deres almenpsykologiske karakter stadig aktuelle (klik på ikonet for at tilgå tidsskriftet).

Antropologisk psykologi er en særlig del af almenpsykologien. Almenpsykologien beskæftiger sig med, (a) hvad det psykiske er (herunder f.eks. også dyrisk psyke) og (b) psykologien som videnskab. Antropologisk psykologi beskæftiger sig med det særligt menneskelige ved den menneskelige psyke.

Antropologisk psykologi er tværvidenskabelig og inddrager i høj grad synspunkter, teorier og metoder fra de egentligt antropologiske videnskaber og de antropologiske aspekter af en lang række human-, samfunds- og naturvidenskaber.

Endvidere undersøges psyken i tre historiske perspektiver på grundfænomenerne:

  • Et naturhistorisk perspektiv (fylogenetisk udvikling og den menneskelige psykes naturhistoriske konstitution).
  • Et kulturhistorisk perspektiv (ligheder og forskelle mellem de grundfænomener i nutidige samfund og kulturer)
  • Et individualhistorisk perspektiv (grundfænomenerne i livshistorisk tid; bagudrettet mht. til de livshistoriske udviklingsdynamiske kræfter, fremadrettet mht. de fortsatte udviklingspotentialer).