Nyhed

Virker Cool Kids programmet i ”det virkelige liv” i Danmark?

En afprøvning af effekten af Cool Kids på 4 PPR-kontorer og 3 børnepsykiatriske afdelinger.

Modelfoto: Colourbox.com

I psykoterapiforskningen skelner man mellem såkaldte efficacy-undersøgelser og effectiveness-undersøgelser. Efficacy-undersøgelser er typisk lavet under optimale forhold på universitetsklinikker i et randomiseret kontrolleret design, med relativt homogene klientgrupper, og behandlingen er udført af højt specialiserede behandlere, der modtager meget supervision. Effectiveness-studier undersøger, hvor godt f.eks. kognitiv adfærdsterapi for børn og unge med angstlidelser virker i almindelig klinisk praksis, med mere heterogene klientgrupper, og med mindre trænede og superviserede behandlere. Disse studier er ret sjældne. Det er imidlertid vigtigt og meget klinisk relevant at undersøge, om evidensbaseret behandling er anvendelig i almindelig klinisk praksis, og om effekten i klinisk praksis svarer til den effekt, der blev fundet under de meget kontrollerede forhold i efficacy-undersøgelserne.

Fra klinik til praksis

Vi har tidligere vist, at det manualiserede kognitivt adfærdsterapeutiske (KAT) Cool Kids program til behandling af angstlidelser hos børn og unge har god effekt, hvis behandlingen foregår i en specialiseret universitetsklinik med behandlere, der har stor ekspertise og med børn og familier, der selv har henvendt sig i et ønske om at få hjælp. Nu har vi også undersøgt, om Cool Kids behandlingen kan udføres på pædagogisk psykologiske rådgivninger (PPR) og i børnepsykiatrien, og om behandlingen her virker lige så godt. Undersøgelsens resultater er for nyligt offentliggjort i Journal of Anxiety Disorders.

I undersøgelsen deltog 87 børn og unge med en angstlidelse i et Cool Kids gruppebehandlingsforløb. Børnenes forældre deltog også i behandlingen. Behandlingen foregik på 4 PPR kontorer og 3 børnepsykiatriske afdelinger, alle i Jylland.

Børnene, der fik behandling på de børnepsykiatriske afdelinger, blev henvist fra primærsektoren. Fordi der i PPR ikke i forvejen var tradition for at behandle børn med angstlidelser, blev børnene her rekrutteret via annoncer i lokale aviser, eller ved at forældrene blev anbefalet behandlingen fra egen læge eller andet sundhedspersonale.

Af de 16 terapeuter, der deltog i undersøgelsen, var 14 psykologer, 1 ergoterapeut og 1 børnepsykiater specialiseret i psykoterapi. 10 (62,5 %) af behandlerne havde ingen tidligere erfaring med KAT, 7 (44 %) havde ikke tidligere erfaring med behandling af børn og unge med angstlidelser, og 12 (75 %) havde ikke tidligere erfaring med gruppebehandling.

Inden behandlingen startede, havde de deltagende terapeuter været på et 2-dages kursus i Cool Kids manualen på Angstklinikken for Børn og Unge, Aarhus Universitet. Mens behandlingen foregik, fik terapeuterne gruppesupervision 3 gange à 2 timer i grupper med hver 4 behandlere.

Effekt målt på flere måder

Effekten af behandlingen blev undersøgt på præcis samme måde, som vi tidligere har undersøgt effekten af voresventelistekontrolstudie, og både det indledende diagnostiske interview samt effektmålinger efter behandlingen, blev udført af medarbejdere ved Angstklinikken.

Før behandlingen blev alle børn og deres forældre undersøgt med et diagnostisk interview (Anxiety Disorder Interview Schedule – Child and Parent Version, (ADIS/CP)). For at kunne inkluderes i undersøgelsen skulle børnene have en angstdiagnose som deres primære problem. Eksklusionskriterier var psykose og alvorlig depression. Ud fra et klinisk skøn blev børnene også ekskluderet, hvis de havde ubehandlet ADHD, som kunne gøre det vanskeligt for dem at indgå i et gruppeforløb, var alvorlig adfærdsforstyrrede eller havde dårlig begavelse.

Effekten blev målt på flere måder: Dels blev det undersøgt, om børnene fortsat havde en angstdiagnose efter behandlingen og 3 måneder efter behandlingen, samt om sværhedsgraden af deres angstdiagnose havde ændret sig. Dels udfyldte børn og forældre en række spørgeskemaer efter behandlingen og 3 måneder efter behandlingen. Effekten af behandlingen blev sammenlignet med effekten af vores ventelistekontrolundersøgelse.

Positive resultater

Resultaterne viste, at lige efter behandlingen var 46 % af børnene fri af deres mest alvorlige angstdiagnose og 37 % var fri af alle angstdiagnoser, og 3 måneder efter behandlingen var 
60 % fri af deres mest alvorlige angstdiagnose, og 53 % var fri af alle deres angstdiagnoser. Til sammenligning var der i vores ventelistekontrolundersøgelse 61 % lige efter behandlingen og 77 % 3 måneder efter behandlingen, der var fri af deres mest alvorlige angstdiagnose. Behandlingen i PPR og på de børnepsykiatriske afdelinger havde altså rigtig god effekt. Lige efter behandlingen var der ingen signifikant forskel på, hvor mange der var blevet fri af deres angstdiagnose i klinisk praksis og på universitetsklinikken, men efter 3 måneder var der lidt færre i ”det virkelige liv”, der var blevet fri af deres angstdiagnose end efter behandlingen på universitetsklinikken – der var her en signifikant forskel på effekten af behandlingen til fordel for behandlingen i universitetsklinikken.

Besvarelserne på spørgeskemaerne viste også store positive effekter af behandlingen i klinisk praksis, både i form af mindre angst hos børnene og i at børnene kunne mange flere ting efter behandlingen. Men her sås også, at behandlingen i universitetsklinikken havde lidt bedre effekt end i klinisk praksis.

Vigtigt, at behandlerne uddannes

Vi spurgte også terapeuterne om, hvad de havde syntes om at lave manualiseret behandling på deres arbejdsplads. 15 ud af de 16 behandlere syntes, at det var lykkedes at etablere en god alliance, både med barnet og med forældrene, og alle syntes at eksponeringsøvelserne gav god mening. Hovedparten følte, at det kunne være lidt eller noget svært at følge manualen, men 15 angav alligevel, at de fulgte manualen meget eller rigtig meget, og 14 syntes at manualen gav meget eller rigtig meget støtte til behandlingen. 12 kunne godt tænke sig at fortsætte med Cool Kids behandling på deres arbejdsplads, 4 kunne måske, og de fleste oplevede, at deres daglige ledelse støttede op omkring behandlingen.

Konklusionen på undersøgelsen er altså, at det med god effekt kan lade sig gøre at implementere det manualiserede behandlingsprogram Cool Kids til børn og unge med angstlidelser i almindelig klinisk praksis, samt at behandlerne synes at behandlingen giver god mening. Det er dog nok vigtigt, at behandlerne bliver uddannet i metoden, samt at de modtager supervision i behandlingen. At effekten ikke var helt så god i klinisk praksis som på universitetsklinikken var forventelig, og kan skyldes flere ting. Måske var behandlerne ikke uddannede nok, havde ikke nok erfaring med behandlingen, eller fik for lidt supervision?  Børnene i klinisk praksis, især på de børnepsykiatriske afdelinger, havde flere komorbide lidelser som f.eks. ADHD og depression, hvilket også kan have vanskeliggjort behandlingen.

Undersøgelsens meget positive resultater er vigtige og viser, at børn med angstlidelser kan hjælpes. Vi ved, at mange børn i Danmark har en angstlidelse, og at ubehandlet angst i barnealderen ofte vedbliver ind i voksenalderen, og forøger risikoen for udvikling af f.eks. depression og misbrug. Vi håber derfor, at undersøgelsens resultater kan bidrage til, at børn og unge med angstlidelser kan få ret til et offentligt finansieret behandlingstilbud.

Yderligere oplysninger: Hjalti Jónsson, hjonsson@health.sdu.dk og Mikael Thastum, Professor og leder af Angstklinikken, mikael@psy.au.dk