Tænk konstruktivt og kom hurtigere over en skilsmisse

Personer med en generel tendens til at ruge og gruble over tingene oplever flere uønskede og forstyrrende tanker og et reduceret opsving efter et brud med en partner, mens de, der beskæftiger sig med mere konstruktive og reflekterende tanker om ex- forholdet oplever større vækst og opsving.

19.01.2015 | Tine Bagger Christiansen

Post Doc Adriana del Palacio fra Aarhus Universitet har undersøgt 148 personers tanker og reaktioner efter de har brudt med deres partner og fundet frem til, hvordan forskellige måder at håndtere og tænke over vanskelige situationer – som fx en skilsmisse eller et brud med en partner – kan give forskelligt udfald:

”I mange år har det at tænke repetitivt, altså tænke gentagne gange på det samme, været opfattet som en negativ måde at håndtere vanskelige situationer. Er det at tænke for meget om noget virkelig så slemt? Svaret er, at det kan være temmelig dårligt, men det kan også være ikke så dårligt overhovedet. Udfaldet er afhængigt af, hvordan og hvad du tænker,” fortæller Post Doc Adriana del Palacio.

Mens der er mange undersøgelser af de forskellige former for gentagne tænkning, er det nyt at et enkelt studie sammenligner de forskellige former for gentagne tanker i forhold til, hvordan folk håndterer en bestemt stressende begivenhed – fx er brud med en partner og hvordan tankerne påvirker ens psykiske velvære fremadrettet.

Er du en grubler eller en problemløser?
-          Brooding – det vi på dansk kalder ”grublen” eller ”rugen” er en tendens til at tænke på vanskelige situationer i fortiden med et fordømmende fokus. Det defineres ved, at man kritiserer og bebrejder sig selv og andre for, hvad der er gået galt i ens liv. Det er meget periodisk tilbagevendende, og giver ikke følelsen af, at der er en mening med, hvad der sker med dig. Man vender bare tilbage til emnet igen og igen uden at løse det. Forskning viser desuden, at det er dårligt at gruble, da det er relateret til højere grad af dårligt humør og irritabilitet, depression, angst, negativ hukommelse, etc. Og giver et mindre opsving efter et brud som f.eks. en skilsmisse, end hvis man tænker refleksivt.

-          Refleksion, er også en gentagen måde at tænke og ses også som en relativt stabil kognitiv stil. Men det er rent analytisk. Når man reflekterer, er man mere som en observatør, der forsøger at sætte tingene sammen uden at have negative domme om en selv eller andre. Det kan også være orienteret mod at løse problemer. Det er en mere bevidst måde at tænke på, der giver større og hurtigere chance for personlig vækst og et følelsesmæssigt opsving efter man er blevet alene.

Det er naturligt at spekulere men…
Gentagne tanker kan ses som en naturlig reaktion på en stressende livsbegivenhed (f.eks en skilsmisse). Bevidste reflekterende tanker om en stressende begivenhed kan være godt, da det oftest ender i vækst. Derimod er påtrængende tanker (som kommer spontant og som generer)om en begivenhed næsten altid skadeligt for ens velvære.

Er der noget man kan gøre selv for at undgå at gruble eller forstyrrende tanker og i stedet tænke konstruktivt?
Under visse omstændigheder er både det at gruble og ruge en del af en normal proces og kan være funktionelt. Men i visse tilfælde kan tankerne fylde så meget, at de bliver en hindring for et normalt liv, og her handler det om at lære at fokusere på konkrete aspekter og så skifte fokus: Hvad er fordelene ved ikke at være i det forhold? Hvordan var livet selv før ex partneren var i billedet? Hvis personen har begået fejl, er der så nogen måde, han/hun kan ændre dem? Tænk på specifikke situationer i stedet for at lave generelle evalueringer om forholdet.

Alt i alt handler det om at skifte fokus til problemløsning og refleksion uden at anklage en selv. Grublen er også en måde at undgå en tilbundsgående analyse af situationen ved at holde tingene vage, generelle og abstrakte (f.eks.: ”ingen elsker mig” ). Vær i stedet konkret, konstruktiv og handlingsorienteret (f.eks.: Vi havde det sjovt sammen, når vi var på rejser i stedet for: Vi havde et dejligt forhold). Det er ikke sikkert, man kan gøre det selv, men så må der mere professionel hjælp til.


Fakta
Afhandlingen tager udgangspunkt i to supplerende undersøgelser, hvor 148 unge mellem 18-30 år deltog, der alle havde været igennem et brud med deres partner indenfor de seneste fire måneder og nu var alene.

Undersøgelse 1 undersøgte, hvorvidt rugende, refleksiv, bevidst tænkning og påtrængende tænkning havde forskellige virkninger på personlig vækst efter en skilsmisse. Studie 1 var en spørgeskemaundersøgelse. 65 elever deltog i en online opfølgning seks måneder senere. Resultaterne viste, at personer med en generel tendens til rugende tankegang oplevede flere uønskede og forstyrrende tanker om tidligere forhold og rapporterede reduceret opsving i opfølgningsperioden, mens de, der beskæftiger sig med mere konstruktive, reflekterende tanker om ex- forholdet oplevede større vækst og opsving efter bruddet.

Undersøgelse 2 kiggede på hyppigheden og valensen af erindringerne om forholdet, i forhold til depressive symptomer. I denne undersøgelse gennemførte deltagerne en række spørgeskemaer og en selvbiografisk hukommelsesopgave. Desuden skrev 61 deltagere en online dagbog, hvor såkaldte påtrængende erindringer om deres forhold blev rapporteret. Samlet set viste resultaterne at rugende og forstyrrende tanker og minder er forbundet med høj grad af nød og depression og medfører, at vedkommende har svært ved at komme sig efter en skilsmisse.

Yderligere oplysninger

Adriana del palacio Gonzalez

Adriana del Palacio Gonzalez
Aarhus Universitet, School of Business and Social Sciences

Mail: delpalacio@psy.au.dk
Telefon: 87165228

 

 

Forskningsnyhed