Stor konference sætter fokus på traumer i Danmark

Forskere fra Aarhus Universitet har fået en stor international konference til landet. Formålet er at skabe opmærksomhed omkring behandling af traumepatienter i Danmark og skabe grobund for ny forskning og nye behandlingstiltag. Konferencen finder sted fra 27. til 29. marts i Tivolis kongrescenter i København.

27.03.2014 | Lise Majgaard Mortensen

I Danmark har komplekse traumer ikke fyldt så meget i sundhedssystemet, som det har andre steder i Norden – og det har en række danske forskere nu sat sig for at gøre noget ved.

I det 20. århundrede fandt mange alvorlige begivenheder sted, store krige og katastrofer, som ledte til blodsudgydelser og traumer blandt de involverede og pårørende. Men konsekvenserne af Post-Traumatic Stress Disorder (PTSD) blev ikke kortlagt før efter anden verdenskrig, og diagnosen blev ikke anerkendt før 1980. Siden da har forskere verden rundt arbejdet med at opnå indgående viden om lidelsen og udvikle effektive behandlingsmetoder. Men i Danmark har traumatisering og ikke mindst komplekse traumer ikke fyldt så meget i sundhedssystemet, som det har andre steder i Norden – og det har en række danske forskere i samarbejde med deres nordiske kolleger nu sat sig for at gøre noget ved.

 

Fremadskuende arbejde

I år finder European Society for Trauma and Dissociation’s konference sted i København, og forskerne bag konferencen har valgt titlen ”Trauma, Dissociation and Attachment in the 21st Century: Where Are We Heading?” med det formål at skabe grobund for yderligere udvikling inden for feltet. ”Konferencen lægger op til en diskussion omkring, hvad vi skal arbejde videre mod nu i lyset af alt det, vi har lært om traumer indtil videre,” fortæller Helle Spindler, som er lektor ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet og medarrangør af konferencen.

Protektor for konferencen er tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, som selv har haft psykiske lidelser inde på livet. Han er nu formand for foreningen Det Sociale Netværk, der arbejder med at skabe bedre liv for psykisk sårbare i Danmark.  

 

På konferencen vil de mange oplægsholdere og workshops fokusere på at gøre status på udviklingen og fremlægge forskning, behandlingsperspektiver og eksempler på klinisk praksis, der peger fremad. Oplæggene er rettet mod både forsknings- og behandlersamfundet, og oplægsholderne er ligeledes både forskere, praktikere og teoretikere, heriblandt Susan Hart fra Danmark. Konferencen byder på oplæg om alt lige fra betydningen af tilknytningsmønstre i udviklingen af traumereaktioner, initiativer til at afhjælpe traumer hos børn, hvordan PTSD-patienter kan genfinde viljen til at leve, effekten af hypnose på patienter, gruppeterapi og behandling af seksuelt misbrugte børn og deres forældre. 

 

”Det er meget vigtigt for os, at vi kommer bredt omkring med denne konference og altså fokuserer på både klinisk praksis og forskning. Det er nødvendigt, hvis vi skal finde bedre måder at hjælpe de mennesker, der er traumatiseret, og vi skal også være bedre til at forebygge disse lidelser. Sociale og psykiske problemer hænger sammen, og det er vores ansvar at sørge for, at færre og færre mennesker bliver fanget i den onde cirkel,” fortæller Helle Spindler og fortsætter: ”Det er i den grad vigtigt, at der kommer mere fokus på traumer i sundhedssystemet og i særdeleshed i psykiatrien i Danmark, og det er det, denne konference skal være med til.”

 

Fakta

  • The European Society for Trauma and Dissociation afholder konferencen hvert 2. eller 3. år.
  • Dette års konference ”Trauma, Dissociation and Attachment in the 21st Century: Where Are We Heading?” finder sted fra 27.-29. marts i Tivolis kongrescenter i København.
  • Protektor for dette års konference i København er tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, som er idémand og primus motor bag foreningen Det Sociale Netværk og Psykisk Sårbar.
  • I alt deltager 485 forskere og klinikere i dette års konference, enten som tilhørere eller oplægsholdere.

 

Kontakt

Helle Spindler

Lektor, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet

Mail: hellesp@psy.au.dk

Tlf.: 20 37 19 40 / 87 16 58 29

 

Sundhed og sygdom