Selvbiografisk hukommelse i et nuanceret perspektiv

Konference om selvbiografisk hukommelse på Aarhus Universitet, Business and Social Sciences samler historisk uenige forskere.

09.08.2012 | Julia Rolsted Stacey

Foto: Colourbox.

Historisk set har forskere, der arbejder med selvbiografisk hukommelse i kliniske lidelser som depression og angstlidelser været meget uenige om, hvordan man skal forstå hukommelsens mekanismer, fortæller Dorthe Berntsen, professor på Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet, Business and Social Sciences og centerleder for grundforskningscentret CON AMORE.

Grundforskningscentret CONAMORE på Aarhus Universitet var i juni vært for nogle af verdens dygtigste forskere inden for selvbiografisk hukommelse og kliniske forstyrrelser.

Konferencen var en stor forløsende begivenhed fortæller Dorthe Berntsen. Det lykkedes at få to lejre af forskere til at mødes fra hver sit faglige udgangspunkt og diskutere selvbiografisk hukommelse i et mere nuanceret perspektiv end det er gjort tidligere, forklarer hun og fortsætter.

- Det var forløsende, at det lykkedes at finde et fælles et felt i stedet for to, der slås.

Selvbiografisk hukommelse

Selvbiografisk hukommelse er et område, der kan bidrage til forståelsen af mange af de psykiske lidelser, vi kender, som f.eks. depressioner.

Ifølge Dorthe Berntsen har arbejdsfeltet omkring, hvordan man skal forstå hukommelse i forbindelse med psykiske lidelser været præget af dybe uenigheder.

- Forskere har igennem længere tid diskuteret, om særlige sygdomsspecifikke  hukommelses-mekanismer er nødvendige for at forklare, hvorfor nogle mennesker udvikler post traumatisk stress syndrom (PTSD), eller om det er almene mekanismer, der begynder at opføre sig dysfunktionelt, hvis det enkelte menneske udsættes for voldsomme oplevelser eller traumer, forklarer Dorthe Berntsen.

Det er Dorthe Berntsens opfattelse, at forskningen viser, at der ikke er belæg for antagelsen om specielle hukommelsesmekanismer. Der er mere mening i at forklare dysfunktionelle aspekter ud fra hukommelsens almindelige funktionsmåder.

Fakta

  • Dorthe Berntsen er professor på Psykologisk Institut og centerleder for Center for Selvbiografisk Hukommelsesforskning - CON AMORE
  • CON AMORE er et Grundforskningscenter under Danmarks Grundforskningsfond og er beliggende på Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, Business and Social Sciences.
  • CON AMORE er et interdisciplinært forskningscenter, der har som formål at undersøge selvbiografisk hukommelse fra et biologisk til et kulturelt niveau.


Kontakt
Professor Dorthe Berntsen. Foto: Julia Rolsted Stacey, AU Kommunikation, Business and Social Sciences.
Dorthe Berntsen
Professor
Psykologisk Institut og CON AMORE
Aarhus Universitet, Business and Social Sciences
Tlf: 8716 5868
Mail: dorthe@psy.au.dk

Forskningsnyhed