Sådan får danske tidsskrifter succes!

Det videnskabelige tidsskrift Psyke & Logos har fundet vejen til succes, samtidig med at de holder fast i at udkomme på dansk. Tidsskriftet er blevet downloadet 23.000 gange, siden det gik online i sommers.

21.02.2014 | Tine Bagger Christiansen

Det danske tidsskrift Psyke & Logos er et eksempel på, at man godt kan overleve som tidskrift på dansk, hvis blot man har kvalitet og er tilgængelig. At gå online viser sig at være måden både at overleve på og udvide læserskaren.

Professor Jan Tønnesvang fra Aarhus Universitet, der er en af hovedredaktørerne af tidsskriftet Psyke & Logos, fortæller:

”Vi ser det som en kulturkamp at fastholde et videnskabeligt tidsskrift om psykologi på dansk, der lever op til kriterierne for anonymt peer-review og således er meriterende for dem, der publicerer i det. De mange downloads er et vink med en vognstang om, at man bliver læst, hvis man skriver i det, og at kulturkampen for at beholde et dansk videnskabeligt tidsskrift om psykologi skal fortsætte”.

Online service sikrer overlevelse

Tidsskriftet Psyke & Logos ligger på Statsbibliotekets server i Aarhus, og her kan man se en tendens til, at flere og flere tidsskrifter går online.

”Vores server er vokset fra 8 til 43 danske tidsskifter på 6 år, og vi havde omkring 500.000 downloads sidste år. I de sidste to år har vi hjulpet flere hæderkronede tidsskrifter med at udgive en online udgave”, fortæller Jesper Boserup Thestrup, akademisk medarbejder på Statsbiblioteket.

Ud af de i alt 43 tidsskrifter, som Statsbiblioteket har på deres server, er de 23 dansksprogede.  De resterende stammer også fra Danmark, men udgives på engelsk.

Andre forlag bemærker også nedgangen i løssalget af tidsskrifter, hvilket tvinger tidsskrifterne til at ændre strategi.

”Som forlag kan vi fra et kommercielt synspunkt mærke en tydelig nedgang i salget af tidsskrifter - såvel abonnementer som løssalg”, fortæller Birgitte Lie Suhr-Jessen, Business Development Manager hos Dansk Psykologisk Forlag.

 

Fordele og ulemper
Det er en stor fordel, at online-adgangen giver læserne umiddelbar adgang – selv til ældre numre – og det kan desuden spare penge for redaktionerne til trykning. Online-adgangen gør det også muligt at oprette nye tidsskrifter for forskningsgrupper, der på den måde kan profilere sig selv og nye forskningsområder.

En anden fordel ved at gå online er, at tidsskriftet får adgang til økonomisk bistand, da Det Frie Forskningsråd kun støtter tidsskrifter, som er online.

Og så er der muligheden for at hente bibliografiske oplysninger ud og eksportere dem eller sende dem direkte til en database – for undervisere er det en fordel, når de skal i kontakt med de studerende og kan sende materiale fx til de studerende egen samling af litteratur: Refworks.

Online adgang giver derudover mulighed for at søge direkte i tidsskrifterne, print-on-demand, supplere med videoklip, lyd eller links og åbne for debat om indholdet.

Ulemperne ved at gå online er ikke mange. En vigtig pointe er, at man skal have styr på ophavsretten til artiklerne, og så kan man risikere at miste en gammel læserskare, hvis de ikke har en computer.

Resultatet af et bredt samarbejde
Tidsskriftet Psyke & Logos blev etableret i 1980 i et samarbejde mellem de psykologiske institutter på Aarhus Universitet og Københavns Universitet. I dag er de psykologiske institutter på Aalborg Universitet og på DPU med i samarbejdet. Tidsskriftet udkommer to gange årligt på nettet og foreløbigt også i printversion.

Fra Psykologisk Institut i Aarhus er lektor Klaus Bærentsen også med i redaktionen. Tidsskriftet har open access efter en karenstid på et halvt år og kan tilgås på: ojs.statsbiblioteket.dk/index.php/psyke/index

Yderligere oplysninger

Jan Tønnesvang

Professor Jan Tønnesvang
Mail: jan@psy.au.dk
Direkte telefon: 87165796
Mobiltelefon: 60 20 26 33

Studerende