Regulering af følelser kan hjælpe folk med angst

Mia Skytte O´Toole, fra Psykologisk institut, er en af fem ph.d.ére, der får Aarhus Universitets Forskningsfonds ph.d.-pris, der overrækkes den 28. maj 2015.

26.05.2015 | Tine Bagger Christiansen

Forskningsprisen gives hvert år til fem ph.d.'ere, som har gjort sig særligt bemærket, og har skrevet en afhandling af særlig fremragende kvalitet. Mia Skytte O´Toole får prisen for sin afhandling om emotionsregulering: "Emotion regulation in social anxiety disorder".

Mia har taget et semester på Stanford University for at blive blandt de bedste inden for emotionsregulering med en viden om, at den behandling, man giver mennesker med angst i dag ikke virker godt nok – enten på grund af tilbagefald eller for lille effekt. Det ville hun være med til at ændre! Med teorien om emotionsregulering fandt hun nye muligheder til at hjælpe socialfobikere, der ikke tidligere var belyst. Med prisen følger et beløb på 50.000 kr.

Hvad skal pengene bruges til?
Jeg har valgt at lade pengene gå til forskning, fordi der er så mange ting, jeg gerne vil. Jeg vil blandt andet gerne have noget supervision på den kliniske del, så jeg bliver en bedre praktiker. Og så vil jeg gerne på nogle statistik-kurser, så jeg kan blive en bedre forsker.

Hvad betyder anerkendelsen for dig?
Det kan være en noget ensom tilværelse at være ph.d. studerende og en meget langstrakt proces, hvor man som sådan ikke vurderes undervejs. Så at få den anerkendelse er et stort skulderklap, som giver endnu mere blod på tanden, og jeg er stolt over det, jeg har opnået.

Samtidig kan jeg ikke forestille mig et job, jeg hellere ville have, og når det så samtidig viser sig, man er god til det, så er det jo helt fantastisk!

Det fortsatte arbejde
Jeg har været på uddannelsesophold i New York hos en ekspert i emotionsregulering inden for klinisk psykologi. I den forbindelse blev jeg oplært i emotionsreguleringsterapi, og det anvender jeg lige nu på pårørende til kræftpatienter, som lider af angst og depressionssymptomer. Det skal jeg arbejde videre med de næste to år. Til det projekt har jeg fået ca. 1.4 mio. bevilget.

Universitet har indstillet fem prismodtagere, der har afsluttet sin ph.d.-uddannelse inden for det sidste år.

Ph.d.-priserne går til:
Mia Skytte O'Toole, Klinisk psykologi
Mette Løvschal, Forhistorisk arkæologi
Louise Halleskov Storgaard, Menneskerettigheder,
Søren Ulstrup, Nanoteknologi
Søren Dinesen Østergaard, Klinisk psykiatri

Mia Skytte O'Toole forsvarede sin ph.d.-afhandling om emotionsregulering, med særligt fokus på social angst i januar 2015. I øjeblikket er hun ansat som postdoc på Psykologisk Institut på Aarhus Universitet. Nærmere oplysninger kan fås hos Mia Skytte O'Toole, tlf.: 87 16 52 89, e-mail mia@psy.au.dk

Prisen overrækkes torsdag den 28. maj.

Kort om Aarhus Universitets Forskningsfonds ph.d.-priser
Aarhus Universitets Forskningsfond uddeler hvert år ph.d.-priser til lovende unge forskere, som har afsluttet deres ph.d.-uddannelse ved Aarhus Universitet det forgangne år. Ved universitetets 75-års jubilæum i 2003 modtog fem nyudklækkede ph.d.er fra universitetet for første gang priserne som anerkendelse for deres forskningsindsats, og siden har uddelingen været en fast årlig begivenhed.

Navne