Ny bog: Et paradigmeskifte i udviklingspsykologien

Professor Dion Sommer gør i en ny bog op med de herskende tanker inden for udviklingspsykologien og introducerer en ny, tværvidenskabelig disciplin, udviklingsvidenskab. Her betragtes den menneskelige udvikling som en direkte konsekvens af samfundsmæssige betingelser.

21.06.2017 | Tine Bagger Christiansen

Udvikling - Fra udviklingspsykologi til udviklingsvidenskab. Af Dion Sommer

I de sidste tre-fire årtier er udviklingspsykologien vokset eksplosivt, og det er vanskeligt at danne sig et overblik over de mange retninger inden for feltet. Men med Dion Sommers bog Udvikling er et opbrud på vej.

For første gang i Danmark introducerer bogen den nye disciplin udviklingsvidenskab, ligesom den også ser nærmere på den menneskelige udvikling ud fra en antagelse om, at miljøet konstant ’tænder og slukker’ for vores gener.

"Det er en dristig og udfordrende bog baseret på et imponerende overblik over flere tilgrænsende fagområder. Helt centralt er den opdaterede viden om den internationale udvikling inden for faget”, siger prof. Per Schultz Jørgensen, peer-reviewer

Bogen kommer også ind på de nye kvalifikationskrav, globaliseringen vil stille til næste generations læring og udvikling i daginstitutioner og skoler.

Udvikling henvender sig til erfarne og kommende pædagoger og lærere samt andre, der beskæftiger sig inden for udviklingspsykologi.

Bogen er en del af bogserien Professionernes begreber.  

Læs også anmeldelse i Folkeskolen.

Om forfatteren

Dion Sommer er professor i udviklingspsykologi ved Århus Universitet. Dion Sommer er forfatter til over 150 publikationer, der er oversat til flere sprog, og han er desuden aktiv forskningsformidler og offentlig debattør, bl.a. kendt som kritiker af PISA-tests og tidlig målstyret skoleforberedelse.     

Yderligere oplysninger


Har du lyst til at høre mere? Dion Sommer stiller gerne op til interview. Han kan kontaktes på:

E-mail: sommer@psy.au.dk

Forskningsnyhed