Kræftpatienter i alternativ behandling bliver mere deprimerede

Mange kræftpatienter bruger alternativ behandling i håbet om at forbedre deres livskvalitet. En ny undersøgelse af kvinder behandlet for brystkræft kan imidlertid ikke bekræfte denne antagelse. Resultaterne tyder tværtimod på, at kvinder der bruger alternativ behandling – først og fremmest naturmedicin og vitamintilskud – bliver mere deprimerede.

11.10.2013 | Tine Bagger Christiansen

Kvinder der bruger alternativ behandling – først og fremmest naturmedicin og vitamintilskud – bliver mere deprimerede, viser ny forskning. Foto: Colourbox

I en landsdækkende undersøgelse af 3.233 danske kvinder behandlet for brystkræft har forskere fra Enhed for Psykoonkologi og Sundhedspsykologi ved Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet undersøgt brugen af alternativ behandling og betydningen for kvindernes livskvalitet.

Kvinder, der brugte forskellige typer af alternativ behandling, var mere deprimerede end kvinder, der ikke brugte alternativ behandling, både 3 og 15 måneder efter operationen. Resultaterne viste endvidere, at kvinder, der brugte forskellige former for naturmedicin og vitamintilskud – mod forventning – blev mere deprimerede over tid.

Alternativ behandling populært hos kræftpatienter

Både internationale og danske undersøgelser har vist, at mange kræftpatienter bruger forskellige former for alternativ behandling. Således bruger ca. halvdelen af danske brystkræftpatienter alternativ behandling og medicin i tiden under og efter deres behandling.

Tidligere undersøgelser tyder på, at deprimerede kræftpatienter er mere tilbøjelige til at bruge alternativ behandling og begrunder deres brug af alternativ behandling med håbet om, at det kan forbedre deres livskvalitet.

Livskvaliteten blev ikke forbedret

Da forskerne påbegyndte undersøgelsen forventede de da også, at kvinder, der brugte alternativ behandling, ville opleve forbedret livskvalitet over tid.

- Resultaterne viste imidlertid til vores overraskelse, at brug af alternativ behandling var forbundet med flere depressive symptomer både umiddelbart efter behandlingen og 1 år senere,” siger cand.psych., ph.d Christina Gundgaard Pedersen, der er en af forskerne bag undersøgelsen.

Der var ingen tegn på, at brug af alternativ behandling, uanset typen, var forbundet med forbedret livskvalitet over tid. Desuden pegede resultaterne på, at kvinder, der brugte naturmedicin og kosttilskud, endda blev mere deprimerede over tid, selv når der blev taget højde for en lang række forhold som alder, økonomi, uddannelse, kræftsygdommens alvorlighed, den kræftbehandling, kvinderne havde modtaget, og omfanget af depressive symptomer i udgangspunktet. 

 

Nødvendigt med flere undersøgelser

En anden af forskerne, Bobby Zachariae, professor og dr.med., siger:

- Vi har ingen umiddelbar forklaring på resultatet, men det er muligt, at kvinder med særlig sårbarhed for at udvikle depression over tid også er mere tilbøjelige til at bruge alternativ behandling.

Forskerne vurderer, at en anden mulig forklaring kan være, at nogle typer naturmedicin og vitamintilskud har uheldige virkninger på kroppen og hjernen, og at dette bør undersøges yderligere.  

Resultaterne vil er offentliggjort i det anerkendte amerikanske tidsskrift ”Breast Cancer Research and Treatment”

 

Reference:

Pedersen CG, Christensen S, Jensen AB, Zachariae R. Use of complementary and alternative medicine (CAM) and changes in depressive symptoms from 3 to 15 months after primary surgery for early breast cancer. Results from a nationwide Danish cohort study. Breast Cancer Research and Treatment. [Epub ahead of print]:

link.springer.com/article/10.1007%2Fs10549-013-2680-1 

 

Christina Gundgaard Pedersen,

Cand.psych., ph.d, Enhed for Psykoonkologi og Sundhedspsykologi, Onkologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital og

Psykologisk Institut, Aarhus Universitet

Tlf. 87165879 / mail: Christina@psy.au.dk

 

Bobby Zachariae

Professor, dr.med., Enhed for Psykoonkologi og Sundhedspsykologi

Onkologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital og

Psykologisk Institut, Aarhus Universitet

Tlf. 871 65878 / 2423 5356/ mail: bzach@aarhus.rm.dk

Private og offentlige virksomheder