Jan Tønnesvang fortsætter som institutleder på Psykologisk Institut

”Det har på mange måder været lidt af en rejse at være institutleder. Jeg havde nogle teoretiske idéer om ledelse, og jeg har været i praktik i min ledelsesteori. ” Sådan siger Jan Tønnesvang, der fra 1.december fortsætter i jobbet som institutleder på Psykologisk Institut. Han fortæller her om nogle af de overvejelser og erfaringer, han har gjort sig undervejs.

13.12.2018 | Tine Bagger Christiansen

Jan Tønnesvang. Foto: Tine Bagger

Hvad er dine erfaringer med den ledelsesmæssige konstruktion, I har arbejdet med de seneste 4 ½ år, hvor du og Carsten Rene Jørgensen har skiftedes til at være institutledere og være hinandens sparringspartnere?

Det startede med, at Carsten var institutleder i 1 ½ år, hvor jeg var sparringspartner og viceinstitutleder for ham. Derefter tog jeg over, og Carsten er sparringspartner og viceinstitutleder for mig. Erfaringerne med denne tohovedede ledelse (som vi kalder det) har været rigtigt gode. Det er med til at gøre arbejdet mere interessant og reflekteret, og det giver så måske også en vis legitimitet ved det, at vores kolleger på instituttet ved, at væsentlige beslutninger ikke træffes af en person alene, men er vendt af i hvert fald to personer. Vi deler nogle værdimæssige grundantagelser, og derfor får vi meget ud af at være uenige med hinanden. Jeg tænker ikke, at den måde at lave ledelse på nødvendigvis vil fungere for alle, men det fungerer for os. Og i det hele taget er vi jo ikke kun Carsten og jeg, men et bredere og meget velfungerende ledelsesteam på instituttet. Det er både meget værd og nødvendigt, hvis arbejdet skal lykkes og give mening.

Hvordan har det været at være institutleder?

At være institutleder har betydet, at jeg har haft travlt med rigtig mange ting – indad i forhold til instituttets drift og vitalitet, udad i forhold til forskellige krav og udfordringer, opad i forhold til min deltagelse i fakultetsledelsen, og henad vejen med deltagelse i officielle arrangementer. Jeg har samtidig bevaret en del undervisning for at være med til at løfte de opgaver, der ligger på det område, og så har jeg nogle forskningsmæssige ting, som jeg også forsøger at finde lidt tid til at arbejde med. Så det er en tidsmæssig løbende balancegang samtidig med at jeg skal holde fast i min integritet. Jeg bruger så faktisk også en del tid på at tænke over, hvilken kurs instituttet skal bevæge sig ad fremad i et farvand, hvor der blæser bestemte vinde for succes, og hvor der trækkes i vores tid og produktivitet fra mange forskellige sider.

Så det har på mange måder været lidt af en rejse at være institutleder. Jeg har jo arbejdet med og undervist i ledelse, inden jeg blev institutleder. Og jeg plejer at sige, at jeg er i praktik i min egen ledelsesteori. Det er jo ret spændende, for jeg har skulle forholde mig til, om og hvordan det, jeg gør, er i overensstemmelse med min tænkning. Man vokser med opgaven, og jeg finder trinvist både mere dybde og bredde i det. I forhold til dagenes strøm af input og opgaver giver det en vis træning i at zoome ind og ud i forhold til, hvad der er væsentligt på forskellige måder. En af de væsentlige opgaver ser jeg i at få de overordnede rammer til at spille sammen med instituttets potentialer. Spørgsmålet er her, hvordan vi får rammerne og betingelserne til at matche – og ikke modarbejde – den selvstændighed, kvalitet og ansvarlighed, som ligger i store dele af instituttets foretagsomhed. I den sammenhæng er det mit ansvar, at vi med mig ved roret sammen på instituttet skaber en god retning fremad. Og jeg synes, jeg har erfaret, at hvis jeg er lydhør overfor de ideer, der er rundt omkring blandt de ansatte på instituttet, så vokser tingene nogle gange frem af dette. Det er både interessant og vigtigt i en tid med mange udefrakommende krav, som vi skal tage bestik af.

Hvad ser du de vigtigste ting, der skal ske på instituttet de kommende år?

Jeg mener først og fremmest vi skal kigge på virkeligheden, og på de rammer, der er sat for instituttet, blandt andet omprioriteringsbidrag og de økonomiske udfordringer, det giver, og her er min opgave at sikre, at vi på samme tid er tro overfor det, som er vores kerneopgaver, og at vi er engagerede i områder, der kan give indtægt til instituttet. Vi arbejder her med forskellige ting, blandt andet også med at skabe en positiv opmærksomhed på business-psykologiske områder. Det er bestemt ikke uinteressant at tænke vores fag ind i andre områder, end vi normalt er repræsenterede i, og vi arbejder også på at etablere et business-psykologisk center med støtte fra fakultetet. Samtidig kunne jeg godt tænke mig, at vi gør noget mere for, at flere psykologer begynder at blande sig i formel ledelse og overordnet beslutningstagen forskellige steder i samfundet. Jeg mener grundlæggende, at der er brug for kvalificeret psykologisk tænkning mange steder i samfundsudviklingen. Vi skal som psykologer ikke alene hjælpe folk, som har fået det skidt. Vi skal ind i beslutningerne omkring, hvad det er for betingelser, der skal gøre sig gældende for menneskeligt liv og samliv i det danske samfund. Måske skal vi arbejde på at lave en masteruddannelse i ledelse for psykologer.

En anden vigtig ting er vores rekruttering. Vi får jo mange ansøgninger til de stillinger, vi slår op, og kvaliteten stiger – både for eksterne og interne ansøgere. Der er en god pointe i, at vi skal styrke vores internationale rekruttering, og samtidig skal vi ikke overse de gode interne talenter. Desværre kan vi jo ikke ansætte alle, og det kan være en udfordring for balancen mellem god personalepleje og excellence-fokus, når beslutningen om, hvem, der skal ansættes, skal træffes. Der er flere parametre på spil, når det handler om at afgøre, hvem der er bedst kvalificeret, fx i relationen mellem spidskompetence og excellence på den ene side og institutengagement og holdspil på den anden side. Vi praktiserer medinddragelse, men i sidste ende er det jo mit lod at træffe beslutningen.

Hvor er psykologien på vej hen – er der sket en udvikling eller ændring af den rolle, psykologien har fået i samfundet i dag i forhold til tidligere, som du ser det? 

Psykologi handler grundlæggende om studier af det menneskelige sind. På den måde er vores fag allestedsnærværende, hvor der findes mennesker. Det er på den måde ikke underligt, at psykologi er blevet mere central i den samfundsmæssige bevidsthed og er kommet ind i flere samfundsmæssige funktioner, samt at der er kommet mere interesse for at have det med i forskningen andre steder. Jeg tænker, at vi mere aktivt kan arbejde for at blande os som fag i varetagelsen af de store samfundsudfordringer, vi står overfor, fx i relation til demokrati, mental sundhed, samfundsansvarlig business, bæredygtighed og – som nævnt – ledelse.

I forhold til, hvordan vi uddanner vores kandidater, er der også nogle spørgsmål, vi måske skal stille os selv: Inden for forskning har empiri i de sidste 20 år fået større betydning og inden for behandling har evidensstudier fået mere betydning. Samtidig med det, har vi studerende, som er skolet i læringsmål, og vi har et karaktersystem, der lægger op til, at vi tæller fejl i stedet for at se potentialer, originalitet og kreativitet. At tænke teoretisk i forhold til, hvad psykologi er og at tænke ud af boksen fremmes ikke nødvendigvis af de andre ting, altså om vi binder vores tænkning til læringsmål og fejltællingslogik osv. Det fungerer i forhold til dokumentation, men jeg kan måske godt være lidt skeptisk overfor, om evnen til at tænke psykologisk fremmes bedst muligt af dette. Psykologien er kommet mere ud i samfundet og forskningen har fået mere international gennemslagskraft – det er absolut positivt. Men jeg mener samtidig, at vi skal være opmærksomme på betydningen af den teoretiske tænkning i psykologien, og om den er under pres.

Hvorfor ønsker du at fortsætte som leder for Psykologisk Institut?

En væsentlig grund er nok, at jeg holder af Psykologisk Institut. Der skete det pudsige for mig, da jeg blev institutleder, at det kaldte på min omsorg for helheden. Jeg har sådan set hele tiden holdt af instituttet, men da jeg blev institutleder, så blev det mere noget, jeg skulle sørge for. Det er lidt ligesom den lille prins og hans rose, tror jeg. Og det med at få en betydelig større indsigt i og forståelse for de personer, vi er på instituttet, og de problemstillinger, de forskellige personer arbejder med, og hvordan jeg kan forsøge at gøre positive forskelle, det tiltaler mig. Da Carsten René og jeg begyndte som institutledere, var en af de ting, vi satte os for at arbejde med, at skabe større integration på instituttet. At få de enkelte enheder til at forstå, hvordan vi hver især kan hjælpe hinanden med at få instituttet som helhed til at fungere bedst muligt. Og det synes jeg faktisk går rimeligt godt. Jeg kan godt lide universitetets ambition om at arbejde med optimal ressourceudnyttelse, da det for mig er den bedste måde at tænke helhedens forskelligheder sammen på. Jeg tror også, at det er det, som instituttet på den lange bane får mest ud af: Vi skal ikke være ens; der skal være frihed til, at vi kan gøre forskellige ting og på forskellige måder; vi skal alle bidrage til helheden. Det gælder både på VIP delen og i forhold til administrationen, - vi sejler jo det samme skib!

Hvis der er en ting, som jeg særligt har fået skærpet undervejs i mit arbejde som institutleder, så er det, at man som medarbejder vil tages alvorligt. Der tales meget om anerkendelse. Og det er også vigtigt. Men det at blive taget alvorligt, det er lidt noget andet. Det er lidt mere voksent. Og det kan jeg egentlig godt lide. Så det bestræber jeg mig på, når jeg bliver præsenteret for ideer, udfordringer, problemer eller hensigter. Hvad er det, jeg skal lytte efter i dét, der bliver sagt, og i dét, der antydes, hvor ligger der fremadrettede muligheder i et præsenteret problem osv.: ”Fluer skal snappes, de skal ikke lappes”, sagde Storm P. Han var nu ikke så tosset. 

Nyt fra ledelsen, Aarhus BSS