Internationale studerende trives på Aarhus Universitet

Internationale studerende på Aarhus Universitet har det lige så godt som deres danske medstuderende. Især hvis de har et godt socialt netværk, ikke oplever diskrimination og er gode til engelsk.

08.01.2016 | Charlotte Juul Sørensen

Internationale studerende på Aarhus Universitet har det lige så godt som deres danske medstuderende viser ny forskning. Foto: AU Foto

Stress og usikkerhed er naturlige følger, når man skifter de hjemlige omgivelser ud med et kortere eller længere studieophold i udlandet. Nu tyder en ny undersøgelse imidlertid på, at internationale studerende ved Aarhus Universitet trives lige så godt, som deres danske medstuderende.

De 129 internationale studerende i undersøgelsen skulle blandt andet svare på spørgeskemaer, der målte deres stressniveau og selvværd. Det er faktorer, som udenlandske undersøgelser har vist, bliver påvirket, når man rejser ud for at studere. Men i Aarhus havde de udenlandske studerende det tilsyneladende lige så godt som de 111 danske studerende, de blev sammenlignet med.

“Det kommer bag på mig, at de ikke er mere stressede. Det kan skyldes, at det er en ressourcestærk gruppe mennesker, der selv har valgt at rejse ud,” siger Simon Ozer, der som ph.d. studerende ved Psykologisk Institut, Aarhus BSS står bag undersøgelsen.

Det er den første undersøgelse inden for området i Danmark, og Simon Ozer ser den som en foreløbig pejling, blandt andet fordi den omfatter forholdsvis få studerende. For detaljer om undersøgelsen, se faktaboks nederst.

Social støtte og ingen diskrimination giver god trivsel
Undersøgelsen viste også, at de studerende, der havde et godt socialt netværk og ikke oplevede diskrimination, trivedes bedst. Det gjaldt både stress og selvværd og en tredje faktor, der kun blev målt hos de internationale studerende - hvor gode de var til at begå sig mere praktisk i det danske samfund og på universitetet.

”Desværre viser undersøgelsen ikke, om de gode sociale netværk og den lave grad af diskrimination er årsag til den gode trivsel. Den viser bare, at der er en sammenhæng, og sandsynligvis virker det begge veje. Hvis man har lavt selvværd, kontakter man ikke så mange mennesker, så får man et dårligt netværk, hvilket igen kan give lavt selvværd,” siger Simon Ozer.

De udenlandske studerende så generelt ud til at have dårligere sociale netværk end de danske, og det kommer ikke bag på Simon Ozer. De har jo netop forladt deres hjemlige netværk og er i gang med at opbygge nye. Derimod er det overraskende, at de på trods heraf synes at trives lige så godt som de danske studerende. Han mener, det er endnu et tegn på, at der er tale om meget ressourcestærke unge.

Hvad angår diskrimination, var den generelt rapporteret meget lavt i undersøgelsen. På en skala, der gik fra 1 til 5, hvor 1 var ingen diskrimination og 5 var meget, rapporterede de internationale studerende at have oplevet diskrimination svarende til 1,6 i gennemsnit.

Engelsk har praktisk betydning
Også de studerendes færdigheder i engelsk viste sig at hænge sammen med deres trivsel, men kun i forhold til deres evne til at begå sig i samfundet og på universitetet. Det havde ikke nogen betydning for deres stressniveau og selvværd - sandsynligvis fordi de alle var relativt gode til engelsk og dermed i stand til at danne relationer til deres medstuderende.

De studerendes færdigheder i dansk indgik ikke i undersøgelsen, men Simon Ozers erfaringer fra interviews og undervisning af udenlandske studerende tyder på, at det ikke har den store betydning.

“De internationale studerende synes det er spændende og sjovt at lære noget dansk, men de oplever ikke at de lærer nok til, at de egentlig kan bruge det, når de kun er her i kort tid,” siger Simon Ozer.

Kultur og værdier betyder kun lidt
Det sidste område undersøgelsen fokuserede på, var de studerendes orientering i forhold til kultur og værdier. Her fandt man, at internationale studerende, der holdt fast i deres etniske kultur, men samtidig var åbne overfor den danske, klarede sig bedst i forhold til den praktiske tilpasning. Den viste også, at studerende, hvis værdier lignede de danske studerendes, havde den bedst trivsel.

Generelt betød kultur og værdier langt mindre for de studerendes tilpasning, end Simon Ozer havde forventet.

“Det tyder også på, at man har et rummeligt studiemiljø her i Aarhus. Der er måske en subkultur blandt de internationale studerende, hvor de føler, der er plads til forskelligheder,” siger han.

Fakta om undersøgelsen

  • Undersøgelsen blev udført i samarbejde mellem Simon Ozer og en gruppe danske og internationale studerende i forbindelse med et undervisningsforløb.
  • Deltagerne blev fundet via Facebook og de studerendes netværk.
  • De 129 internationale studerende i undersøgelsen kom fra 35 forskelige lande – 108 fra Europa, 11 fra Nordamerika, fem fra Asien, fire fra Sydamerika og en fra Afrika.
  • Det er svært at udvælge deltagere til sådan et studie systematisk, og derfor er der tale om et såkaldt ”convenience” studie, hvor man undersøger dem, man kan få fat på.
  • Undersøgelsen viser sammenhænge mellem de forskellige faktorer, men ikke hvad der er årsag og virkning.
  • På Aarhus Universitet går knap 45.000 studerende. Ca.10 % af dem er internationale studerende på kortere eller længere ophold i Danmark (tal fra 2014).

Den videnskabelige artikel er publiceret her:
Ozer, S. (2015). Predictors of international students' psychological and sociocultural adjustment to the context of reception while studying at Aarhus University, Denmark. Scandinavian Journal of Psychology, 56(6), 717-725.

 

Yderligere information

Ph.d studerende Simon Ozer

E-mail:           ozer@psy.au.dk

Tlf:                  45 8716 6176

Forskningsnyhed