Dorthe Kirkegaard Thomsen har modtaget Aarhus BSS Forskningsprisen 2015

En fremragende forskningsindsats og en ekstraordinær evne til at tiltrække eksterne midler var nogle af årsagerne til, at professor Dorthe Kirkegaard Thomsen fra Psykologisk Institut i fredags fik overrakt ”Aarhus BSS Forskningsprisen 2015”.

22.06.2015 | Mette Gebauer Johannsen

Professor Dorthe Kirkegaard Thomsen

Omdrejningspunktet for Dorthe Kirkegaard Thomsens forskning er livshistorier, og hvordan de påvirker vores livskvalitet og trivsel. Hendes store indsats på området har medvirket til, at hun i forbindelse med årets fakultetsfest modtog den såkaldte ”Aarhus BSS Forskningspris 2015”.

”Dorthe er en dygtig og meget vellidt forsker, og hun har haft stor succes med at formidle sin forskning om livshistorier til både den brede offentlighed og i en række fremragende forskningspublikationer. Hun har samtidig formået at trække store forskningsbevillinger hjem fra flere danske fonde, hvilket har bidraget til at styrke forskningsmiljøet på vores institut”, siger Institutleder Carsten René Jørgensen fra Psykologisk Institut.

Dorthe Kirkegaard Thomsen er både stolt og glad over den anerkendelse, som forskningsprisen repræsenterer:

”Jeg blev naturligvis rigtig glad, da jeg fik at vide, at jeg havde fået forskningsprisen. Det kan være svært selv at vurdere sin egen indsats i det daglige, hvor ens forskning ofte går i ét med de andre aktiviteter man har. Det er derfor rigtig dejligt at få at vide fra andre, at ens indsats har haft stor betydning”, udtaler Dorthe Kirkegaard Thomsen.

Prisen går til mere forskning
Med Aarhus BSS forskningsprisen følger et beløb på 50.000 kr., som skal bruges til et forskningsrettet formål. Dorthe Kirkegaard Thomsen har planer om at bruge en stor del af pengene til helt konkret at komme videre med et aktuelt forskningsprojekt, som har til formål at afdække, hvordan henholdsvis ældre og yngre mennesker opfatter deres fortidige og fremtidige livshistorie.

”Vi ved, at et menneskes trivsel er afhængigt af, hvordan det opfatter sin livshistorie – og ikke bare hvordan livet faktisk har været. Undersøgelser viser, at hvis man fortolker negative begivenheder på en måde, som lægger vægt på positive konsekvenser, så trives man bedre. For eksempel kan man fortolke en sygdom på den måde, at man tænker, at man er blevet en stærkere person efterfølgende. Ingen har endnu set på aldersforskelle i fremtidige livshistorie og hvordan den fremtidige livshistorie hænger sammen med trivsel, og det undersøger vi pt. De indledende analyser peger på, at ældre er mere tilbøjelige til at se negativt på deres fremtid end yngre mennesker, men at den mere negative opfattelse af fremtiden faktisk ikke hænger sammen med dårligere trivsel hos ældre. Det bliver interessant at se, om det holder stik, når vi laver en opfølgning på det første studie,” forklarer Dorthe Kirkegaard Thomsen.

> Læs mere om Dorthe Kirkegaard Thomsen

Priser