Den digitale slikskål

Brugen af teknologier kan gøre os klogere. Men vores teknologivaner kan også forstyrre os så meget i vores læring, at resultatet bliver det modsatte. Adjunkt Jesper Aagaard fra Psykologisk Institut på Aarhus BSS har forsket i vores teknologivaner og lancerer begrebet ”digital distraktion”.

25.06.2018 | Tine Bagger Christiansen

FOTO: Colourbox/Vibeke Johansson

”Forestil dig, at du gerne vil spise sundt, og du har en slikskål stående foran dig – det er kun din viljestyrke, som kan hjælpe dig til ikke at spise af skålen. På samme måde er det med computeren og muligheden for at lave noget andet end det, du bør være opmærksom på lige nu: Det er svært at lade være. ”    

Digital distraktion

Sådan forklarer adjunkt Jesper Aagaard, Psykologisk Institut på Aarhus BSS, begrebet ”digital distraktion”. Et begreb, han selv har defineret i sit ph.d.-projekt, hvor han har udført tre empiriske studier - henholdsvis som deltagerobservation og som kvalitative interviews - blandt en række elever i en gymnasieklasse med henblik på at afsløre vores teknologivaner.

Studierne afslører en hel del om den dragende magt, som særligt de sociale medier kan have. Og hvordan teknologivaner kan påvirke kvaliteten af både læring og social interaktion.

De overordnede resultater fra ph.d.-afhandlingen er publiceret i tidsskriftet Unge Pædagoger.

”Når man inden for pædagogisk psykologi har beskæftiget sig kritisk med teknologi i klasseværelset, har det i den hidtidige forskning drejet sig om multitasking. Det begreb er jeg gået ret kritisk til. Jeg vil hellere tale om distraktion, ” siger Jesper Aagaard.

I blandt andet gymnasiet er brugen af teknologier i undervisningen et godt supplement til almindelig tavle-undervisning, men forskning viser nu også, at brugen af teknologiske hjælpemidler kan forringe indlæringen.

”Begrebet ”digital distraktion” handler om, at den teknologi, der skal hjælpe os med at blive klogere, også bidrager med det modsatte, nemlig distraktion i form af muligheden for at tjekke hjemmesider, som ikke har med undervisningen at gøre, ” siger Jesper Aagaard.

Helt konkret har forskeren kigget på, hvordan digitale læremidler påvirker elevers opmærksomhed, og er kommet frem til, at indlæringen forringes, blandt andet fordi vi tager vores teknologivaner hjemmefra med ind i undervisningen.

”Begrebet ”digital distraktion” handler om, at den teknologi, der skal hjælpe os med at blive klogere, også bidrager med det modsatte", siger adjunkt Jesper Aagaard.

Indlæringen forringes

Det stemmer overens med en nylig rapport fra OECD, der konkluderer, at mens moderat brug af digitale teknologier er forbundet med forbedrede PISA resultater, så klarer elever, der meget ofte bruger computere i skolen, sig betydeligt dårligerei de fleste læringsmålinger, selv efter at der tages højde for social baggrund og demografiske karakteristika.

Jesper Aagaard har ikke en endegyldig løsning på problemet, men synes det er vigtigt, at vi italesætter problemet. Og så vil han gerne mane en myte i jorden:

”Det er vigtigt for mig at sige, at det her ikke kun gælder unge mennesker. Det gælder alle aldersgrupper og samfundslag – inklusiv mig selv - og det er ikke et spørgsmål om individuel selvdisciplin, det knytter an til vores kollektive samfund, ” siger Jesper Aagaard.

En mulig løsning kunne være at bede eleverne lægge pc´en eller mobilen væk, når de skal koncentrere sig om noget fagligt for ikke at blive fristet – ligesom i eksemplet med slikskålen.

”Det er nemmere at lade være, hvis det ikke er købt, eller slikskålen i det mindste er lukket inde eller står langt væk. Det værste er, hvis skålen står lige foran en og ens egen selvkontrol skal være afgørende for, om man spiser af den eller ej, ” siger Jesper Aagaard.

Læs hele ph.d.-afhandlingen her

Forskningsnyhed