Abers hukommelse ligner menneskers

Ny forskning fra Aarhus Universitet, Danmarks Grundforskningsfonds Center for Selvbiografisk Hukommelsesforskning, School of Business and Social Sciences gør op med tidligere tiders opfattelse af, at aber kun kan huske begivenheder 72 timer tilbage.

19.07.2013 | Tine Bagger Christiansen

Abe, hukommelse

Ny forskning viser, at aber kan anvende viden erhvervet tre år tilbage i tid. Foto: Colourbox

Forfatteren Marcel Proust har beskrevet, hvordan den unikke smag af en Petite Madeleine (kage) dyppet i te spontant fik ham til at tænke på en barndomsoplevelse, hvor han besøgte sin tante og altid fik tilbudt en Madeleine dyppet i te. Får dyr også lignende flashbacks?

Det var udgangspunktet for et eksperiment, der nu har vist, at chimpanser og orangutanger kan huske fjerne begivenheder, hvis de udsættes for de rette ledetråde. Det betyder samtidig, at deres evne til at huske har mange lighedstræk med menneskers.

”Ved hjælp af et nyt eksperiment har vi påvist, at chimpanser og orangutanger kunne huske en opgave med at finde et redskab et bestemt sted og anvende det korrekt. En opgave, som de kun havde prøvet fire gange før, nemlig tre år tidligere”, fortæller postdoc Gema Martin-Ordas fra Aarhus Universitet, School of Business and Social Sciences.

Overbevisende resultat

Eksperimentet blev afprøvet med 15 chimpanser og 4 orangutanger. Af de 11 aber i eksperimentalgruppen var 10 i stand til at skelne opgaven fra andre opgaver med at finde redskaber, hvilket viser abernes evne til at koble relevante tidsmæssige og rumlige komponenter. Ingen af aberne i kontrolgruppen løste opgaven.

Tre år før denne undersøgelse blev aberne i eksperimentalgruppen udsat for en opgave: De observerede en forsker skjule to forskellige redskaber (en lang og en kort pind) to forskellige steder, og senere blev de præsenteret for en opgave med at få fat i noget mad, de ikke kunne nå. For at opnå belønning, måtte aberne huske det sted, hvor det nyttige redskab blev skjult, hente det og bruge det.

For at undersøge om aberne på samme måde kunne huske en enkeltstående hændelse, udførte forskerne endnu et forsøg. Det seneste forsøg foregik samme sted, nemlig i de rum, hvor de sover om natten. Her blev de igen introduceret til en opgave, og hvor de så det relevante redskab (denne gang en bold) blive gemt. Igen skulle de finde redskabet. Det viste sig, at aberne to uger senere med det samme vidste, hvor de skulle finde det rette redskab, når de igen så forsøgslederen og forsøgsopstillingen.

Aber og mennesker har mere til fælles end tidligere påvist

Den komplekse karakter af de begivenheder, de skulle huske og den hurtige hentning af redskaber og det lange interval fra sidst, de havde prøvet det, tyder på, at chimpanser og orangutangers erindringer for tidligere begivenheder svarer til nogle af funktionerne i den menneskelige selvbiografiske hukommelse.

”Det betyder, at aber og mennesker har endnu mere tilfælles end tidligere påvist. Stort set alle mennesker har det, man kalder selvbiografisk hukommelse. Det vil sige evnen til at huske episoder, (med følelser og sanseindtryk) fra ens eget liv. Vi ved, at mennesker ofte får spontane selvbiografiske erindringer, når de udsættes for distinkte ledetråde, præcist ligesom chimpanserne og orangutangerne i undersøgelsen. Det tyder på, at netop denne spontane side af menneskers erindringsliv evolutionært set er meget gammel”, siger professor Dorthe Berntsen.

Fakta

Postdoc Gema Martin-Ordas og professor Dorthe Berntsen fra Aarhus Universitet, School of Business and Social Sciences, har sammen med Prof. Joseph Call (MPI i Leipzig) beskrevet forsøget og som et resultat heraf fået deres paper accepteret i det højtprofilerede tidsskrift Current Biology. 

 

Yderligere oplysninger 

Dorthe Berntsen

Professor Dorthe Berntsen
Aarhus Universitet, School of Business and Social Sciences
Center on Autobiographical Memory Research (CON AMORE)
Mail: dorthe@psy.au.dk
Direkte telefon: 87165868

Gema Martin-Ordas

Postdoc Gema Martin-Ordas
Aarhus Universitet, School of Business and Social Sciences
Center on Autobiographical Memory Research (CON AMORE)
Mail: ordas@psy.au.dk
Direkte telefon: 87 16 54 69

Forskningsnyhed, Aarhus BSS, Pædagogik, læring og filosofi