6 mio. til forskning i, hvordan velfærdssystemet styrer borgere med komplekse problemer

Lektor Bagga Bjerge fra Center for Rusmiddelforskning, Psykologisk Institut, modtager i år 6.382.890 kr. af de såkaldte YDUN-bevillinger. Det er bevillinger, som Det Frie Forskningsråd uddeler til forskertalenter med forskningsprojekter af høj international kvalitet.

10.10.2014 | Tine Bagger Christiansen

Lektor Bagga Bjerge. Foto: Tine Bagger

”Jeg blev meget overvældet og glad, da jeg hørte, jeg havde modtaget bevillingen og måtte faktisk sætte mig ned. Det er jo et kæmpe beløb, og der var mange andre ansøgere, så det er helt fantastisk, at det lykkedes”, fortæller lektor Bagga Bjerge glad.

Pengene skal bruges til forskning i, hvordan velfærdssystemet håndterer borgere med komplekse problemer:

De fleste danske borgere modtager velfærdsydelser fx børnepasning eller et besøg hos lægen uden at opleve store bureaukratiske vanskeligheder, idet deres problemstillinger er meget afgrænsede. Men der er nogle borgere, der har så komplekse problemstillinger, at de kræver indsatser fra forskellige typer organisationer, og det giver ofte problemer, da der ikke findes politikker eller faglige tilgange til, hvordan man griber komplexiteten an, for eksempel når en stofmisbruger på kontakthjælp og i Metadon-behandling, bliver indlagt, fordi han også har psykiske problemer.

Forskningsprojektet undersøger den bureaukratiske håndtering af borgere der på én og samme gang har brug for services i forskellige involverede systemer, og hvordan borgeren og dennes problemer forstås meget forskelligt.

Tilsammen giver det et billede af et kompliceret net af overlappende og potentielt konflikttruende måder at håndtere sager og hjælp på, og det er ikke tidligere dokumenteret, hvordan det foregår.  

Lektor Bagga Bjerge fortæller, at hun håber, projektet ikke kun vil give svar på, hvad der sker, men også komme med forslag til, hvordan det kan gøres bedre fremover.

Det Frie Forskningsråd uddeler i år 17 YDUN-bevillinger til forskertalenter i Danmark for en samlet sum af cirka 110 millioner kroner.

Læs pressemeddelelsen: YDUN-bevillinger fra Det Frie Forskningsråd

 

Yderligere oplysninger

Bagga Bjerge

Bagga Bjerge
Aarhus Universitet, School of Business and Social Sciences
Mail: bb.crf@psy.au.dk
Tlf: 87165783
Mobil: 28930206

Forskningsnyhed, Rusmiddelforskning
Tags: Rusmiddelforskning