Er antidepressiv medicin afhængighedsskabende?

(2011, 20(6))

 

Brugen af antidepressiv medicin af typen SSRI-midler er nærmest eksploderet i den vestlige verden (og vist nok også efterhånden i store dele af den østlige) i de sidste par årtier. Det kan hænge sammen med, at vi tilsyneladende bliver mere og mere deprimerede i nutidens stressende samfund. Det hænger utvivlsomt også sammen med, at psykologbehandling mod depression – som virker ligeså godt som piller på kort sigt og væsentlig bedre på langt sigt – er noget dyrere end pillebehandling. (Det sidste gælder dog kun på kort sigt, idet undersøgelser fra både USA og England viser, at psykologisk behandling faktisk er billigere for samfundet på længere sigt, på grund af færre tilbagefald og dermed færre sygedage).

Nu har en canadisk-amerikansk forskergruppe fremsat en tredje forklaring på det kronisk stigende forbrug af SSRI-medicin: Disse piller er tilsyneladende – tværtimod hvad man har tidligere har troet – stærkt afhængighedsskabende. Denne hypotese er særlig bekymrende i forbindelse med netop depression-medicin. Forskerholdet henviser til undersøgelser, der viser, at ubehandlet depression næsten altid går over af sig selv efter tre til seks måneder. Hvis man derfor har taget piller mod depression i over seks måneder, kan man ifølge forskerholdet være blevet så afhængig af pillerne, at man føler sig nødsaget til bagefter at fortsætte i årevis og måske endda livet ud. Det er så meget desto mere beklageligt, da pillerne tilsyneladende (som omtalt nedenfor) mister deres effekt efter ca. et halvt års tid, således at man ikke får færre depressioner senere i livet, selvom man fortsætter med pillerne. Grunden til, at mange alligevel fortsætter, er altså ifølge forskergruppen det ”afhængighedsskabende” ved pillerne, som betyder, at det ofte medfører flere lidelser i form af mere depression, hvis man holder op med pillerne, så man ofte føler sig nødsaget til at genoptage og fortsætte med pillerne.

Den omtalte afhængighed af antidepressiv medicin svarer ifølge forskerholdet ganske nøje til den afhængighed, man kender fra folk, der i længere perioder har taget morfin, sovemedicin eller angstmedicin. Når man holder op, kommer der blot endnu mere smerte, søvnløshed eller angst, så man ofte føler sig nødsaget til at fortsætte, selvom medicinen ikke hjælper mere.

Forklaringen er den simple, at hjernen er et udpræget selv-regulerende organ. Når en kemisk proces i hjernen ”skubbes” i den ene retning af medicin, vil hjernen i løbet af nogen tid udvikle en slags mod-regulering, der genopretter den tidligere kemiske balance, trods den vedvarende medicinpåvirkning. Når man så standser med medicinen, fortsætter den omtalte modregulering, så der opstår netop den tilstand, som medicinen skulle fjerne, altså mere angst efter angstmedicin og mere depression efter depressionsmedicin – ifølge det omtalte forskerhold .

Forskerholdet nævner, at opfattelsen af depression i nutidens forskerkredse deler sig i to lejre. Den kemiske teori – eller den såkaldte sygdomsteori - om depression går ud på, at hjernens evne til at skabe kemisk balance er skadet, så der opstår en uheldig tilstand, hvor den kemiske ubalance fremkalder den depressive tilstand. Ifølge denne opfattelse ”genopretter” medicinen den ønskede balance. Den anden opfattelse går ud på, at depression beror på stress og psykologisk vantrivsel, og at hjernen selv omstiller sin kemiske balance under depressionen, fordi det i menneskehedens fortid var en fordel at ”ligge underdrejet”, når tilværelsen forekom fuldstændig håbløs. Ifølge denne opfattelse er den kemiske ændring i hjernen altså en fra naturens side tilstræbt ændring – når man føler sig overvældet af modgang i livet – og ikke en kemisk defekt. Man kan ifølge forskerholdet snarere sige, at en medicinsk behandling af den ”naturlige depression” i sig selv fremkalder en slags kemisk forstyrrelse, altså den omtalte mod-regulering, der efterfølgende giver mere depression, når man standser med pillerne, hvorefter man så ofte vælger at fortsætte med pillerne.

Forskerholdet giver på basis af en gennemgang af tidligere forskning tre argumenter for deres påstand:

1. Undersøgelser med to grupper, der i lang tid, f.eks. i to år, får enten placebo medicin eller antidepressiv medicin viser, at de medicinbehandlede i det første halve års tid har lidt mindre depression end placebogruppen, men efter et halvt års tid ser man ingen forskel i hyppigheden af depression i de to grupper. Ifølge forskerholdet beror det på, at placebogruppen efter et halvt års tid kommer sig over deres naturlige depression, mens pillegruppen nu har udviklet den omtalte modregulering, så de får ligeså meget depression, som de ville have fået helt uden medicin. Denne erfaring støtter altså klart hypotesen om en mod-regulering, som bevirker, at pillernes effekt ophører efter et halvt års tid, selv ved fortsat medicinering.

2. Hvis man i en ligeledes 2-årig undersøgelse giver placebopiller uafbrudt i de to år til den ene gruppe og antidepressiv medicin til den anden gruppe i det første år, og så også placebopiller i det følgende år, ser man igen lidt mere depression i placebogruppen i det første års tid, men i det andet år ser man omvendt klart mere depression i gruppen, der efter et år skiftede fra effektiv medicin til placebopiller, (selvfølgelig uden selv at vide det). Dette fund støtter altså også teorien om en modregulering, som nu – efter medicinens ophør – resulterer i øget depression i året efter medicinbehandlingen.

3. Hvis de to ovennævnte fund virkelig skyldes hjernens modregulering i forbindelse med piller, der skubber til en kemisk balance i hjernen, skulle man vente, at der var en sammenhæng mellem 1) hvor stærkt en bestemt antidepressiv medicin ”skubber” til den omtalte kemiske balance i hjernen og 2) hvor stærk en stigning i depressionshyppighed, der forekommer efter ophør med de forskellige former for antidepressiv medicin. Forskerholdet har også testet denne hypotese. Man gennemgik dels forskningen over kemiske effekter af forskellige former for antidepressiv medicin i hjernen hos forsøgsdyr og dels forskningen over hyppigheden af ”tilbagefald” med ny depression hos deprimerede efter ophør med forskellige medicintyper. Forskerne fandt faktisk en klar sammenhæng, således at jo stærkere en medicin ændrede hjernens kemiske balance, desto flere tilbagefald forekom der efter medicinophør. Dette nye fund er efter forskernes opfattelse det stærkeste argument for modregulerings-hypotesen - som igen er et stærkt argument imod langvarig brug af antidepressiv medicin i det hele taget.

Det ser altså ud til, at psykologisk behandling for depression er et endnu bedre alternativ til medicinbehandling, end man tidligere har troet! De fem forskere bag undersøgelsen mener, at sundhedsmyndighederne bør ændre den vejledning, der udsendes til de praktiserende læger vedrørende depressionsbehandling.

tn

Kilde: Andrews, P. W., Kornstein, S. G., Halberstadt, L. J., Gardner, C. O. & Neale, M. C. (2011). Blue again, perturbational effects of antidepressants suggest monaminergic homeostasis in major depression. Frontiers in Psychology, 2, (July). 1-15.